Martin Thorborg afslører: Sådan prepper han til dårlige dage
LÆS OGSÅ: Martin Thorborg afslører: Så meget fik han for at lave realityserien "Buch Thorborg"
En helt ny fane på Beredskabsstyrelsens hjemmeside er for nyligt dukket op.
Den hedder ”forberedt”, og den giver danskerne en guide i, hvordan vi allerbedst forbereder os, hvis strømmen pludselig forsvinder, hvis vandhanen pludselig løber tør, eller hvis internettet pludselig stopper med at du.
Det kan – hos nogen – lyde som en skræmmekampagne.
Det gør det ikke hos Martin Thorborg, der er kendt for at være serieiværksætter, Dinero-chef og deltager i debatprogrammer som ”Deadline” på DR.
Han ser det i stedet som sund fornuft, for som han siger:
- Hvis du går dig en tur, og det ser ud til at regne, så tag da en regnfrakke med, fortæller han til SE og HØR, da vi fanger ham over telefonen.
Ifølge Thorborg er det nemlig ikke et spørgsmål om, hvorvidt Danmark på et eller andet tidspunkt bliver ramt af en form for angreb.
Det er snarere et spørgsmål om, hvornår og hvordan.
- Der sker hændelser hele tiden, der kunne tyde på, at noget en dag vil ske. Ukendte droner flyver over Danmarks vandinstallationer, russiske skibe spottes i det danske farvand, og for kort tid siden blev Bornholm GPS-jammet, siger Martin Thorborg og fortsætter:
- Personligt er jeg ikke så bange for, der pludselig falder bomber. Det er cyberangreb, vi skal forberede os på.
Snakken falder hen på, hvad Thorborg selv har preppet i tilfælde af angreb på den ene eller anden måde.
Og faktisk har rigmanden ikke gjort synderligt meget.
- Lidt ris, pasta, lidt dåsevarer og en ramme vand. Så har jeg også et par flasker til gasgrillen.
Thorborg har også solceller på sit tag i sit hus. Det betyder, at hvis stikkontakterne pludselig skulle dø, vil vores nærmeste stjerne forsyne ham med strøm til både telefonen, tv’et og computeren.
Han har ikke investeret i en radio på batteri, og han har ikke købt oceaner af dåsemad.
- Min søn har for nyligt startet en virksomhed, hvor han sælger mad, der kan holde sig i rigtig lang tid. Jeg har tænkt mig at tømme hans lager, hvis noget uventet skulle ske, griner Thorborg, som slutter af med en lille bøn:
- Det er jo klart, at det ikke er særlig hensigtsmæssigt, hvis strømmen pludselig går, og hele Danmark står nede i Netto i fuld panik. Tag derned i dag og køb nogle småting, så du og din familie kan klare sig i nogle dage.