Paradise-Gleager: Mangler en kæreste
Så sent som mandag aften kunne man opleve Mads Gleager som lidt af en kold skid i "Paradise Hotel", da han uden omsvøb fortalte, at han hurtigt bliver træt af kvinder, efter det er lykkedes ham at få dem i kanen. I programmet afslørede han, at det er jagten på det andet køn, der tænder ham, og sådan har han haft det længe.
- Det kompleks har jeg haft i 3-4 år. Det er ikke et gennemgående tema i mine forhold, men tit går spændingen af ret hurtigt. Jeg er ekstremt kræsen, og det rammer mig nok i røven, siger Gleager, som har været single siden juletid forrige år.
- Hvis en pige skal holde på min opmærksomhed i længere tid, skal hun være skidesød, se godt ud, have et fornuftigt væsen og et sind, jeg kan relatere til.
Savner en kæreste
- Der er både fordele og ulemper ved at have en kæreste. Ulemperne er, at man er bundet til et andet menneske. Man har et ansvar over for den anden og måske ikke så meget tid til éns kammerater og veninder. Omvendt er en kæreste én, man altid ved, er der for en. Det bliver ens bedste ven, som man kan betro sig til, fortæller charmøren.
- Som single kan jeg ligge en søndag aften helt alene og se en film. Da savner jeg en kæreste at gøre det sammen med. Det gør jeg også nogle gange i hverdagen, afslører den eftertragtede single.