Mike Tramp: Kongen af All Stars

Måske var hans opførsel ikke lige frem kongelig, men udstyret fejlede ikke noget, da Mike Tramp iført krone og scepter tog publikum med storm og istemte Queen-nummeret "We Are The Champions". Dejligt ukrukket, udansk og uselvhøjtideligt.
Stemningen høj, da de tre kor med henholdsvis Mike Tramp, Bamse og sang-duoen UFO Yepha i spidsen fyrede den af i aftenens AllStars-show, hvor der også optrådte gæstesolister.
Mike Tramp havde vennen Oliver Weers med som gæstesolist, mens Henning Stærk sang Elvis' "Suspicious Minds" med Bamses kor og endelig havde hiphop-duoen UFO Yepha vennen J-Spliff med, som optrådte i cool stil sammen med deres Svendborg-kor.
Først næste fredag afgøres det, hvilke to kor der går videre til finalen. Meget symbolsk i stemte alle det gamle Bee Gees-nummer "Stayin' Alive", da kameraerne først var slukket. Men så tog Bamses kor over og sang den gamle landeplage "Vimmersvej".
Vimmersvej
- Den synger de hele tiden, smilede Flemming "Bamse" Jørgensen til bt.dk. Han havde godt selskab i vennen Henning Stærk, der optrådte som gæstesolist. De to kender hinanden fra Århus .
Også heavy-sangeren Oliver Weers, bedre kendt som X Factor-Oliver, var i god form efter sin gæsteoptræden. Her gav han den fuld skrue sammen med Mike Tramps Stenløse-kor med Queen-nummeret "We Are The Champions".
De to langhårede mænd og familiefædre var helt oppe og køre oven på aftenens optræden.
- Det er ren rock'n roll. Og vi elsker det, lød deres kommentarer igen og igen.