Point mod England gør en stor forskel
Selv om landstræner Kasper Hjulmand er skuffet over kun at have spillet 1-1 med England i torsdagens EM-gruppekamp, så er det ene point absolut ikke uden betydning, når han ser frem mod tirsdagens to skæbnekampe i Danmarks gruppe.
Ved at få uafgjort mod gruppens på papiret stærkeste hold, er det ikke usandsynligt, at Danmark kan tage andenpladsen med endnu en uafgjort mod Serbien. Det rækker, hvis de engelske favoritter samtidig slår Slovenien.
Et point mod Serbien, så Danmarks gruppestatus lyder på tre point og en målscore på nul, kan også sagtens vise sig at være nok, hvis Danmark bliver en del af treerregnskabet, hvor seks hold kæmper om fire pladser i ottendedelsfinalen.
- Det var et rigtig godt point. Der er stor forskel på at have det point med til den sidste kamp i forhold til, hvis vi havde tabt til England. Det var et rigtig godt point, gentager Kasper Hjulmand.
Han påpeger dog også, at pointet ikke på forhånd ændrer Danmarks tilgang til den sidste kamp. Danmark skal stadigvæk gå efter selv at afgøre sin skæbne ved at slå serberne.
- Vi skal vinde den sidste kamp. Det er jeg meget optaget af. Det bliver en svær kamp, det er en 50-50-kamp, for Serbien er dygtige og kunne lige så godt have spillet uafgjort mod England, siger landstræneren.
Torsdag aften var de danske spillere klar over, at Serbien og Slovenien havde spillet uafgjort forud for Danmarks kamp, og de kendte betydningen af selv at få et point.
- Til sidst i kampen mod England havde vi en tanke om, at det var dumt at miste det ene point, men vi havde også aftalt i pausen, at vi ville gå efter sejren.
- Et point mod gruppens stærkeste hold er selvfølgelig godt, men vi skal vinde den sidste kamp for at være sikker på at gå videre, siger Andreas Christensen.
Christian Eriksen stiler også efter at slutte gruppespillet af med en sejr, selv om uafgjort kan vise sig at være tilstrækkeligt.
- Vi skal vinde mod Serbien, det er vores udgangspunkt, når vi ikke kunne vinde over England, siger Christian Eriksen.
Reserven Mikkel Damsgaard påpeger, at Danmark nok skal slå Serbien på tirsdag, hvis Danmark rammer samme niveau som i opgøret mod England.
- Jeg synes, at vi har en god mulighed for at gå videre, og det er kun op til os selv. Hvis vi gentager præstationen fra kampen mod England, så skal vi nok gå videre, siger Damsgaard.