Kendte23. juni 2024

Stig Rossen på Copenhell: - Det er meget langtfra, hvad jeg normalt lytter til

Som en del af sønnens konfirmationsgave er Stig Rossen på metalfestivalen Copenhell. Og det bliver ikke sidste gang, fortæller skuespilleren til SE og HØR
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.
Her forklarer Stig Rossen mere om, hvorfor han pludselig endte på Copenhell.
 Video: Dan Mariegaard

LÆS OGSÅ: Stig Rossen dømt: Mistet kørekortet

Stig Rossen er i helvede.

Den 62-årige sanger og skuespiller har taget sin søn under armen for at lytte til metalmusik på den store metalfestival Copenhell på Refshaleøen i København.

- Vi er her kun i dag. Det er vores yngste søn, Oliver, på 13 år, der er inkarneret metalhead og lytter næsten kun til metal.

- Så det var en del af hans konfirmationsgave, og så tog far selvfølgelig med. Han skal jo ikke være her alene, fortæller Stig Rossen til SE og HØR.

Skulle man tro, at Stig Rossen selv har metalmusik i ørene, når han eksempelvis er på vej hjem fra arbejde, må man tro om igen.

- Det er meget langtfra, hvad jeg normalt lytter til. Han (Oliver, red.) har selvfølgelig spillet nogle ting for mig, og han var meget specifik, i forhold til de bands vi skulle høre i dag.

- Det er en fed energi i det, og det har været fedt at opleve live.

Stig Rossen på Copenhell - og han elsker det.
Stig Rossen på Copenhell - og han elsker det.
 Foto: Dan Mariegaard

Det er første gang, at Stig Rossen er på Copenhell. Og han afslører nu, at det ikke bliver sidste gang. Langtfra.

- Vi gør det til en fast tradition nu. Der er en fed stemning herude og skønne mennesker.

- Jeg er kun blevet mødt af venlige og flinke mennesker herude. Så det er skønt. Det er en fed atmosfære.

- Men er der ikke nogen, der er blevet overrasket over at se Stig Rossen på Copenhell?

- Jo, der er nogen, der synes, det er mærkeligt, at jeg er her. Men det må de vænne sig til.

- Det bliver jo en fast tradition, og vi kommer igen næste år.

Stig Rossen fortæller videre, at han i øjeblikket får tiden til at gå med koncerter, og så skal han til at gå i gang med skuespil.

Og så skal han nok holde noget sommerferie på et tidspunkt.

- Den bliver nok på en fem dage, så skal jeg tilbage til arbejdet, lyder de afsluttende ord fra Stig Rossen.

Sponsoreret indhold