Krimi23. juni 2024 (opd. 5. september 2024)

32-årig dansker anholdt: Angiveligt bandeleder af Casablanca-netværket

Banden opererer ifølge TV 2 både i Marokko og i Danmark. Det er i Marokko, manden er blevet anholdt

En 32-årig mand, der har været på flugt siden 2017, er ifølge TV 2 blevet anholdt i Marokko.

Manden er ifølge mediet bandeleder af Casablanca-netværket, som har tråde til netop Marokko.

Ifølge det statsejede marokkanske nyhedsbureau MAP blev en 32-årig dansk statsborger torsdag anholdt på baggrund af en international arrestordre udstedt af de danske myndigheder.

Manden er blevet anholdt i byen Casablanca, der er Marokkos største by og blandt andet har en stor havn.

Den nu anholdte har flere gange været i dansk politiets søgelys i forbindelse med narkosager, og senest i januar blev manden endnu en gang efterlyst, har B.T. tidligere skrevet.

Ifølge MAP er manden efterlyst i en sag, der drejer sig om drab i forbindelse med en konflikt mellem to netværk, der smugler narkotika.

Anholdelsen er sket i forbindelse med et internationalt samarbejde, som skal forhindre international kriminalitet.

Ved anholdelsen konfiskerede politiet en ukendt mængde cannabis og et forfalsket tysk pas, skriver MAP.

Ifølge nyhedsbureauet er manden nu i marokkansk politis varetægt og hans sag skal vurderes af en dommer.

Desuden er Interpols kontor i hovedstaden Rabat blevet bedt om at orientere danske myndigheder om anholdelsen og om en eventuel udlevering.

Dansk politi har ikke bekræftet anholdelsen.

Sponsoreret indhold