Krimi23. juni 2024 (opd. 5. september 2024)

Danske fans tilbageholdt i Tyskland: Pyroteknik og kokain

I alt er syv danskere tilbageholdt af tysk politi, fordi de har været nogle lømler

Syv danske fodboldfans blev lørdag aften tilbageholdt af det tyske politi efter at have affyret pyroteknik på en perron på hovedbanegården i München.

Det skriver det tyske medie Süddeutsche Zeitung søndag.

De syv mænd, som er i alderen 32 til 39 år, fik beslaglagt 43 pyrotekniske genstande, hvoraf nogle allerede var affyret.

Desuden havde en af dem - en 35-årig - flere små poser med kokain på sig.

Mændene opholdt sig i den sydtyske by, fordi de tirsdag skal se det danske herrelandshold i fodbold spille EM-kamp mod Serbien.

Det oplyser det tyske politi til det danske medie bold.dk.

Kampen spilles på Allianz Arena, som ligger i udkanten af München.

Den 35-årige, som havde kokain på sig, skulle betale en slags foreløbig bøde på 2500 euro. Det svarer til omkring 18.000 kroner.

Sponsoreret indhold