Noah Lyles og Sha'Carri Richardson skal jagte OL-guld i Paris
LÆS OGSÅ: Nu går NBA-stjerner til modangreb på Noah Lyles
Amerikas hurtigste - og måske også mest flashy - løbere skal konkurrere i en af de mest populære og prestigefulde discipliner ved De Olympiske Lege: 100 meter-løbet.
Det gælder kvindernes Sha'Carri Richardson og mændenes Noah Lyles, der begge er regerende verdensmestre på distancen.
Lyles, der gik glip af 100 meter-distancen ved OL i Tokyo 2021, efter at være blevet nummer syv i kvalifikationen, tangerede sin personlige rekord på 9,83 sekunder ved kvalifikationen i Oregon i weekenden.
Kenny Bednarek, som blev nummer to i tiden 9,87, og Tokyo 2020-sølvvinderen Fred Kerley, som blev treer i tiden 9,88, kvalificerede sig også.
Positiv for marihuana
Sammen med Sha'Carri Richardson kvalificerede Melissa Jefferson samt Twanisha Terry sig også til 100 meter-distancen i Paris.
Sommerlegene bliver i øvrigt Sha'Carri Richardsons olympiske debut. Hun blev, som mange sikkert husker, diskvalificeret fra Tokyo efter at have testet positiv for marihuana.
Texas-atletens undskyldte den positive test, som en måde at tackle sin biologiske mors uventede død.
I lørdags, tre år senere, indfriede Richardson så endelig sine drømme ved at vinde OL-kvalifikationen samt semifinalen.
Noah Lyles kom i vælten sidste sommer, da han lagde sig ud med nogle af klodens største basketballstjerner. Flere NBA-spillere blev så fornærmede over en særlig kommentar fra sprinteren, at de lagde den lynhurtige løber for had på sociale medier.
Det tog Lyles dog med ophøjet ro, og nu kan han altså - sammen med Richardson - glæde sig over at have kvalificeret sig til favoritdisciplinen ved OL.