Sport25. juni 2024 (opd. 5. september 2024)

Wozniacki leverer flot comeback og sender Svitolina ud

Selv om Caroline Wozniacki var bagud, da førsterundekampen i Tyskland blev genoptaget, fik hun vendt opgøret
Caroline Wozniacki beviste, at hun også kan slå Elina Svitolina, når det virkelig gælder - ikke bare i en opvisningskamp i Herning. 
Caroline Wozniacki beviste, at hun også kan slå Elina Svitolina, når det virkelig gælder - ikke bare i en opvisningskamp i Herning.
 Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix

Caroline Wozniacki tog tirsdag en vigtig græssejr i bestræbelserne på at være klar til sommerens Wimbledon. Det skete ved WTA 500-turneringen i tyske Bad Homburg.

Det lykkedes den 33-årige dansker at få vendt opgøret mod syvendeseedede Elina Svitolina tirsdag. Kampen blev afbrudt af aftendug mandag, men tirsdag var Wozniacki bedst og tog sejren med 6-3, 6-7, 7-5.

I anden runde venter Veronika Kudermetova, som på papiret er en svagere modstander end Svitolina.

Mandag begyndte det meget skidt for danskeren, der slet ikke fik gang i sin førsteserv og som resultat tabte sine to første servepartier.

Svitolina var dog kun marginalt bedre til at sætte bolden i gang, og derfor stod den 2-2 efter fire servegennembrud og en rodet indledning.

Herefter fik Wozniacki timet serven bedre, og det krydrede hun med en god omgang offensiv tennis, hvorfor hun trods tre forspildte breakbolde i samme parti dominerede ukraineren og tog første sæt på meget overbevisende vis.

Modsat første sæt fik Wozniacki en fin start på andet sæt, men i et meget langt fjerde parti svigtede især førsteserven igen, og en forbedret Svitolina fik udnyttet sin tredje breakbold og bragte sig foran 3-1 samt siden 4-1.

Ukraineren kaldte derefter på lægen og fik behandling for vabler på den ene hånd, og efter den pause var Wozniacki pludselig ovenpå og tog tre hurtige partier, inden Svitolina genfandt sin rytme.

Der blev efterfølgende holdt serv frem til 6-6, og i tiebreak slog Svitolina til. Igen var det afgørende, at Wozniackis førsteserv ikke sad i skabet.

Tidligt i tredje sæt gled danskeren på den tiltagende dugglatte bane og måtte have behandling. Kort efter blev hun brudt, inden spillet blev afbrudt ved 2-1 til Svitolina.

Selv om ukraineren servede sig rent på 3-1, da spillet tirsdag blev genoptaget, fik Wozniacki hurtigt kæmpet sig tilbage i kampen.

Hun tog selv et rent serveparti, inden hun brød Svitolina og kom på omgangshøjde ved 3-3. Da hun straks efter kom tilbage fra 15-40 i egen serv og kom i front med 4-3, ramte det tydeligt Svitolina mentalt.

Wozniacki slog til og udnyttede flere dobbeltfejl, så danskeren kom på 5-3 og kunne serve kampen hjem. Her svigtede serven og køligheden dog.

Det samme var dog tilfældet for ukraineren, da hun nede 5-6 skulle serve for at holde sig i kampen. Wozniacki slog igen til og udnyttede ukrainerens serveproblemer til at spille sig videre.

Sponsoreret indhold