Caroline Wozniacki spiller sig videre i Tyskland
Tennisspilleren Caroline Wozniacki fortsætter de gode takter frem mod sommerens Wimbledon, der begynder i næste uge.
Onsdag spillede danskeren sig videre fra anden runde i WTA 500-turneringen i tyske Bad Homburg, da hun i to sæt besejrede russiske Veronika Kudermetova.
6-2, 6-4 lød sejrscifrene i dansk favør mod russeren, der ligger nummer 36 på verdensranglisten.
Caroline Wozniacki leverede solidt spil hele vejen igennem og lavede ikke de store fejl.
Samtidig var det særligt i andet sæt en tydeligt mærket og ustabil Kudermetova, der undervejs både måtte tørre øjnene i håndklædet og få lægelig assistance.
Wozniacki holdt selv koncentrationen og spillede sig dermed videre til tredje runde, hvor amerikanske Emma Navarro venter. 23-årige Navarro ligger nummer 19 på verdensranglisten.
De to spillere fulgtes pænt ad i indledningen, inden Wozniacki fik momentum.
Foran 3-2 brød danskeren Kudermetovas serv, og det knækkede russeren.
Wozniacki var sikker i egen serv, og samtidig lavede Kudermetova mange fejl.
Danskeren spillede sig frem til to sætbolde og symptomatisk for afslutningen på sættet lavede Kudermetova en dobbeltfejl på Wozniackis anden sætbold.
Kudermetova var tydeligt påvirket i andet sæts begyndelse og måtte tørre øjnene i håndklædet.
Wozniacki red samtidig videre på momentum fra første sæt og fortsatte det gode spil. Et dansk brud og samtidig en sikker serv gav Wozniacki en føring på 2-0.
Kudermetova virkede fortsat mærket og måtte bede om behandling på banen fra en læge.
Samtidig leverede en koncentreret Wozniacki stabilt spil og kom foran 4-1.
Pludselig levede russeren op og genfandt sig selv.
Kudermetova virkede forvandlet og lavede ikke længere de samme fejl, men spillede derimod en god omgang tennis.
Det gav tre russiske partier i træk, og så var spændingen tilbage i opgøret ved 4-4 i andet sæt.
Det varede dog kort.
Wozniacki fandt hurtigt igen melodien og spillede sig frem til tre matchbolde i russerens serv, hvor der allerede i første forsøg var gevinst.