Sport27. juni 2024

FCK har nedlagt pressechef Jes Mortensens stilling

F.C. København har lavet en omstrukturering i kommunikationsafdelingen og opretter i stedet to nye stillinger
Jes Mortensen (tv) er færdig i FCK.
Jes Mortensen (tv) er færdig i FCK.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Jes Mortensen har været kommunikationschef i F.C. København siden 2012, men nu er det slut.

Klubben har valgt at nedlægge Mortensens stilling og i stedet oprette to nye stillinger.

Kristoffer Skadhauge, der har været i kommunikationsafdelingen i et par år og tidligere har været i FC Nordsjælland, forfremmes til pressechef, mens Maria Krüger Torp bliver ny chef for kommunikation og public affairs.

Om omstruktureringen fortæller FCK-direktør Jacob Lauesen:

- Som følge af at vi hele tiden udvikler os til en større klub og i de seneste år har oplevet en markant interesse for alle aspekter af klubben, opprioriterer vi nu helt naturligt både vores kommunikations- og pressearbejde samt det politiske arbejde.

- Med oprettelsen af de nye stillinger ønsker vi at løfte vores strategi 'Vi er København' yderligere og sikre, at F.C. København når ud til hele hovedstaden. Både fans, medier og interessenter skal opleve, at vi er tilgængelige og åbne.

Jacob Lauesen slutter af med at takke Jes Mortensen for sin tid i klubben:

- Den nye struktur i F.C. Københavns kommunikations- og presseafdeling betyder, at den nuværende stilling som kommunikationschef nedlægges. Alle i F.C. København vil derfor gerne takke Jes Mortensen for hans mangeårige indsats for klubben, lyder det.

Jes Mortensen er gift med tv-værten Mette Cornelius.

Sponsoreret indhold