Reality27. juni 2024

Lykkelig Kia Skou Jensen bliver mor alene: Min søn har været i fryseren

– Det er stadig helt uvirkeligt, siger Kia Skou Jensen, der af lægerne blev opfordret til straks at påbegynde reagensglasbehandling, hvis hun skulle opnå drømmen om at blive mor
Kia, 36 år, Slagelse.
Kia var 36 år, da hun deltog i "Robinson Ekspeditionen". To år efter venter hun en lille dreng, ligesom flere af realitykollegerne.
 Foto: Viaplay Group

LÆS OGSÅ: Sine Kroman endelig gravid

Når Kia Skou Jensen til november bliver mor, er det årets fjerde "Robinson"-baby, der ser dagens lys.

Både Mariam Said og Mie Fitness har født, mens Sine Kromann gør det inden længe.

Og ligesom sidstnævnte har også Kia Skou Jensen været igennem fertilitetsbehandling for at kunne opfylde sin store drøm om at blive mor. Det har hun, fordi hun har PCOS, som er en hormonsygdom, der i Kias tilfælde betyder, at hun har en masse æg, men svært ved at få ægløsning.

– Min æggeleder er også lukket, så lægerne sagde, at med de odds, så ville jeg ikke kunne blive gravid på naturlig vis.

"Robinson Ekspeditionen"-deltageren måtte som 38-årig derfor tage en hurtig beslutning og har valgt at blive mor alene med en sæddonor.

– Jeg er mutters alene, men jeg tænkte "hvis det er nu, så bliver det på den her måde".

Forud for reagensglasbehandling har hun været gennem to forløb, hvor hun har sprøjtet sig selv med hormoner hver dag.

– Det kan man godt blive hjernedød af. Jeg har haft lyst til at slå folk ihjel.

Efter en lang og sej kamp, er hun nu halvvejs i graviditeten og lykkelig over at skulle være "solo mama". Og i fryseren ligger ni befrugtede æg, så hun har muligheden for at gøre det igen senere.

– Det er så skørt. Jeg fatter det stadig ikke.

Nu venter hun spændt på sønnikes ankomst, mens hun går og spartler den bondegård, som hun købte, da hun med egne ord gik i panik over at fylde 30 år og være single.

– Jeg er også ved at rydde op og gøre det værelse klar, der skal være børneværelse. Og så skal jeg gøre klar i haven, hvor der skal være gynger. Men måske skal jeg skifte ponyerne ud med en crossmaskine, funderer Kia Skou Jensen, som glæder sig enormt meget til at møde junior.

– Jeg har altid drømt om at være nogens mor. Den følelse af at være os to sammen, den glæder jeg mig til. Jeg har så meget kærlighed, og at give den til et andet menneske og blive en familie, det glæder jeg mig til.

– Og vi skal gå til boksning sammen. Jeg har aftalt med min boksetræner, at baby kommer med.

Sponsoreret indhold