Kronprins Christian på studentervogntur: Så vildt bliver det
LÆS OGSÅ! KRONPRINSEN BLEV STUDENT: HUN VENTEDE PÅ HAM
Efter tre års slid på henholdsvis Herlufsholm Kostskole og Ordrup Gymnasium blev kronprins Christian i mandags student med et 10-tal.
Her blev han behørigt fejret af sin familie, men det er nok dagens studentervogntur, som kronprinsen for alvor har glædet sig til.
Omkring middag triller Christian og resten af hans klasse afsted i lastbilen fra det nordsjællandske gymnasium, men festlighederne er allerede i gang.
Studenterne fra Ordrup Gymnasium skulle møde ind klokken 9.00 til en sidste dag på deres skole, og det første punkt på dagsordenen er ifølge BILLED BLADET fotografering.
Herefter skal samtlige studenter gå en såkaldt flagprocession over til skolens hal, hvor dimmisionen officielt starter klokken 10.30.
Her får studenterne overrakt deres eksamensbevis, og der er formentlig også en række legater, der skal uddeles.
Herefter begynder det sjove.
Christian og vennerne indtager de farverigt pyntede studentervogne, som gennem de næste 10-12 timer skal fragte dem rundt til samtlige af studenternes familier.
Ombord på den festlige lastbil kommer de unge mennesker formentlig ikke til at tørste, mens de hjemme hos familierne kan sørge for at holde mavesækken fyldt.
En studentervogntur har mange traditioner. F.eks. er det mange steder blevet en fast ting, at den student, som klassen besøger, tager en såkaldt ølbong, når de kommer ned fra vognen, før der bliver hilst på venner og familie.
Om Christian også skal sluge en hel øl i trakt, før han kan kramme far, mor og farmor, ved vi desværre ikke. Men det ville da være et fantastisk syn.