
Sarah Bro dybt skuffet: - Alt andet end jeg havde drømt om

LÆS OGSÅ: Sarah Bro afslører: Er flyttet sammen med kæresten
Der er sket mange nye og store ting for Sarah Bro i løbet af det sidste halve år.
I marts kunne den forhenværende svømmedarling afsløre, at hun og kæresten var flyttet sammen, og for en uge siden kunne Bro officielt kalde sig bachelor fra Aalborg Universitet.
Desværre er den søde dimissionstid ikke blevet helt, som den 28-årige atlet havde håbet på.
Det fortæller hun i en række stories, som hun fredag har delt med sine 54.000 følgere på Instagram.
- Det har bare været nogle mega antiklimatiske uger for at være helt ærlig, siger hun og fortæller, at hun "havde alle mulige" forestillinger om, hvordan livet skulle fejres, når den store bacheloreksamen var overstået.
Selvom det blandt andet gik skævt med at møde op til dimission på den rigtige dato, så har Sarah Bro også stået midt i noget, der er endnu sværere.
- Min mormor gik bort den dag, jeg var til eksamen, så vi har været til hendes begravelse, forklarer hun og tilføjer desuden, at der på det karrieremæssige også er gået noget galt.
- Jeg havde noget arbejde, som jeg havde lagt rigtig meget energi i, som jeg havde glædet mig til at komme i gang med, som desværre er blevet aflyst.
Sarah Bro afslører dog ikke, hvad det nøjagtigt var for et arbejdsprojekt, hun havde planlagt.

- Så det har bare været rigtig øv og rigtig nederen og alt andet end det, jeg havde drømt om, men det er jo bare lige en af livets prøvelser.
Til daglig danner Sarah Bro par med den 11 år ældre André, der er kreativ direktør i reklamebranchen.
