Kendte29. juni 2024 (opd. 5. september 2024)

Viggo Mortensen modtager ærespris på tjekkisk filmfestival

Den dansk-amerikanske skuespiller Viggo Mortensen er blevet hædret med en ærespris i Tjekkiet
Viggo Mortensen poserer med den såkaldte Festival President's Award Crystal Globe, som han modtog fredag aften.
Viggo Mortensen poserer med den såkaldte Festival President's Award Crystal Globe, som han modtog fredag aften.
 Foto: Michal Cizek/AFP/Ritzau Scanpix

Skuespilleren Viggo Mortensen har fredag modtaget en ærespris ved det tjekkiske filmfestival Karlovy Vary International Film Festival.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Viggo Mortensen fik overrakt prisen i forbindelse med festivalens åbningsceremoni.

Her skulle den dansk-amerikanske skuespiller og instruktør desuden præsentere sin nye western "Til Verdens Ende".

Også til stede ved fredagens åbningsceremonien var den Oscar-vindende instruktør og producer Steven Soderbergh.

Soderbergh var blevet inviteret til festivalen for at præsentere filmen "The Wish to Be a Red Indian: Kafka and Cinema".

Det skete i anledning af 100-året for den tjekkiske forfatter Franz Kafkas død.

"Til Verdens Ende" handler om den stærke, selvstændige Vivienne, spillet af Vicky Krieps, som forelsker sig i en immigrant og følger ham til et ufrugtbart hjørne af den amerikanske delstat Nevada.

Det er Viggo Mortensens anden film i instruktørstolen.

Første gang, han sad i den, var i 2020 med filmen "Falling", som han også spillede hovedrollen i.

Viggo Mortensen er født i 1958 i USA og er søn af en amerikansk mor og en dansk far. Han er - på grund af farens arbejde - vokset op i USA, Argentina og Venezuela, og har som yngre også boet i Danmark nogle år.

Han fik hul igennem som skuespiller med filmen "Vidnet" i 1985, men det helt store gennembrud kom med hans rolle som Aragorn i "Ringenes herre"-trilogien (2001-2003).

Han har også høstet anerkendelse for sine roller i film som "Thirteen Lives", "Captain Fantastic", "Eastern Promises", "A History of Violence" og "The Green Book" - og har blandt andet været Oscar-nomineret tre gange.

Sponsoreret indhold