Politi med trist udmelding: Formoder 20-årig student er død
LÆS OGSÅ: 20-årig student stadig forsvundet: Nu sættes studenterugen på pause
I over halvandet døgn har en 20-årig student været forsvundet ved Nørresø i Viborg.
Nu kommer Midt og Vestjyllands Politi så med en trist besked: Man arbejder ud fra, at den 20-årige student er død, og politiet forventer derfor ikke at finde den unge mand i live.
Det fortæller vagtchef Lars Even til TV MIDTVEST:
- Vi leder efter, hvad vi betragter som en druknet person i søen.
Søndag morgen genoptog politi og beredskab eftersøgningen af den 20-årige student. I dag har politiet sendt såkaldte vandsøgshunde ud på en båd.
Håbet er, at hundene kan få færten af den forsvundne mand.
Den 20-årige mand forsvandt natten til lørdag, da han sammen med to kammerater ville krydse Nørresø i kajakker. Dog var det kun de to kammerater, der nåede i land.
Politiet modtog anmeldelsen om hændelsen klokken 02.10, og siden har man ledt efter den 20-årige mand. Desværre uden held indtil videre.
Som følge af den ulykkelige situation er flere studenterfester og fejringer blevet sat på pause i byen.