Hollywood28. november 2001

TOM CRUISE: STJERNEKRIG

Kun ti dage efter terrorangrebet i USA dannede verdensstjerner som Tom Cruise, George Clooney og Tom Hanks fælles front. De medvirkende i et storslået velgørenhedsshow, Tribute to Heroes, til fordel for de efterladte af katastrofens ofre, og på en enkelt aften blev der indsamlet næsten tre milliarder kroner. Men kun en brøkdel af pengene er nået ud til de tusinder af pårørende fra katastrofen, der har brug for hjælp. Det har nu udviklet sig til en gigantisk velgørenhedskrig, hvor de mange berømtheder langer ud efter hinanden. Problemerne opstod, da TV-journalisten Bill O’Reilly afslørede,
https://imgix.seoghoer.dk/media/5934a415f9eb4982a3b2b34dafb1f241.jpg

at kun ti procent af det indsamlede beløb, det vil sige cirka 300 millioner kroner, er blevet udbetalt, og af det beløb er kun halvdelen gået til ofrenes familier. Ingen synes at vide, hvor de resterende milliarder er forsvundet hen. O'Reilly brugte ord som uansvarlighed og dumhed, da han beskyldte stjernerne for ikke at følge op på, hvor de mange penge forsvandt hen. Da skuespilleren George Clooney forsvarede kendissernes indsats ved indsamlingen, kaldte O'Reilly ham for en højlydt idiot, der er forblændet af sit eget ego. Ægteparret Kurt Russell og Goldie Hawn hoppede i stedet over på O'Reillys side, da afsløringen så dagens lys. - I fremtiden vil jeg ikke deltage i den slags velgørenhedsindsamlinger, før jeg ved, hvad pengene skal bruges til, sagde Kurt Russell, da han og andre kendisser som Clint Eastwood og James Brown medvirkede i O'Reillys TV-program. En anden af Hollywoods tunge drenge, skuespilleren Tom Hanks, har udtalt sin harme over O'Reillys beskyldninger, mens endnu en TV-journalist, den pensionerede Skip E. Lowe, har svinet Meg Ryan til. - Hun er en dum dulle, der udelukkende råber op om patriotisme for at opnå popularitet, sagde han. Beskyldningerne flyver om ørerne på Hollywood-millionærerne. Irske Richard Harris, som for tiden er aktuel i storfilmen "Harry Potter og de vises sten", kaldte forleden Tom Cruise en dværg, der ikke kan undvære sine otte bodyguards, hvorefter han påstod, at Madonna var for dum til at forstå børnefilmen "Harry Potter". Så mens resten af verden kæmper for fred, trives stjernekrigen i Hollywood i bedste velgående.

Sponsoreret indhold