Nyheder1. juli 2024 (opd. 5. september 2024)

Kæmpe træ faldt ned over tilskuerpladser: Nu strammer de op

Der skal føres mere tilsyn, efter forestilling på en stor jysk friluftsscene kunne være endt med en tragedie
Træet var meget tæt på at ramme publikum, der heldigvis kom i sikkerhed, fordi kvikke hoveder opdagede, at noget var ved at gå helt galt.
Træet var meget tæt på at ramme publikum, der heldigvis kom i sikkerhed, fordi kvikke hoveder opdagede, at noget var ved at gå helt galt.
 Foto: Presse-fotos.dk

Varde Kommune vil fremover skrue op for tilsynet med træerne ved friluftsscenen i Arnbjerg, hvor en del af et stort bøgetræ søndag væltede ned over tilskuerpladserne og scenen.

Det siger kommunaldirektør Henning Haahr Pedersen.

1700 personer - tilskuere, skuespillere og frivillige - blev evakueret under et sommerspil, kort før at træet væltede. Ingen kom til skade.

Mandag står det klart, at træet væltede på grund af en såkaldt tvege, oplyser kommunaldirektøren.

Ordet dækker over en kløft mellem to grene eller mellem en gren og træets stamme.

Tvegen var omkring ni meter over jorden, og ifølge kommunens skovfolk ville det derfor have været meget svært at opdage den tidligere, lyder det fra Henning Haahr Pedersen.

- Det er umiddelbart svært at se, hvad vi skulle have gjort anderledes. Men under alle omstændigheder vil vi skrue op for tilsynet og fremover gå en ekstra runde, inden vi sætter nye arrangementer i gang.

- Sommerspillet har været her i rigtigt mange år, og vi har også andre arrangementer på den samme scene. Så vi skal være helt sikre på, at det her ikke kan ske igen, siger kommunaldirektøren.

Hvordan tilsynet konkret skal gøres bedre, kan han på nuværende tidspunkt ikke sige.

Men det skal overordnet set være mere systematisk, siger han.

De 1700 personer blev efter evakueringen tilbudt psykologhjælp.

Mandag eftermiddag er status, at mellem fem og ti personer har henvendt sig, oplyser Henning Haahr Pedersen.

Der er primært tale om forældre, som har gjort brug af den telefoniske psykologhjælp på vegne af deres børn.

- Der er nok nogle, der vil mene, at psykologhjælp måske er at gøre for meget ud af det. Men det er det helt klart ikke.

- Det var ret dramatisk, det folk stod i. Så jeg synes, at det har været et passende skridt fra vores side, siger kommunaldirektøren.

Kommunen venter, at flere vil henvende i de kommende dage.

Det står endnu ikke klart, om der er skuespillere eller frivillige, der har haft behov for psykologhjælp, siger Henning Haahr Pedersen.

De er blevet tilbudt hjælp gennem teatret bag sommerspillet, 7-kanten.

Mandag eftermiddag oplyser Varde Kommune i en pressemeddelelse, at alle træer i nærheden af friluftsscenen er blevet gennemgået med en ekstern specialist.

Alle træerne har det godt, lyder konklusionen.

Et enkelt træ er dog blevet kronesikret for at skabe tryghed, skriver Varde Kommune.

Skuespillerne fra 7-kanten vil være på scenen igen tirsdag aften.

Sponsoreret indhold