Tjener kassen: Christopher hiver kæmpe millionbeløb hjem
LÆS OGSÅ: Cecilie Haugaard hiver millionoverskud hjem
Christopher og hans kone, Cecilie Haugaard, behøver ikke at frygte for, at de slog for stort et brød op, da de forleden flyttede ind i deres nye hus i Gentofte.
For parret har i dén grad medvind på de økonomiske cykelstier, viser deres seneste regnskaber.
Her må Cecilie dog erkende, at det er Christopher, der er den økonomiske sværvægter.
Hitsangeren havde nemlig et overskud på hele 4,7 millioner kroner i sit selskab Christopher Music ApS, hvorimod Haugaards selskab havde et lidt mere beskedent overskud på 1,7 millioner kroner.
Og at der har været mange udgifter til det nye hus, der ligger på samme vej som Mads Mikkelsen, ses tydeligt i Christophers dispositioner. Han hev 12.528.675 kroner ud i udbytte, hvilket svarer til mere end en million kroner i månedsløn.
Samtidig trak Cecilie 2.451.325 kroner ud i udbytte, så parret tilsammen lod knap 15 millioner kroner regne ned over deres privatøkonomi.
Hiver næsten alt ud
Det store udbytte betød, at Christopher næsten sugede hele firmaets opsparing over på deres budgetkonto. Tidligere lød egenkapitalen på 8.249.438 kroner, men den er nu barberet ned til blot 468.802 kroner.
Dermed er Cecilie den med den største opsparing, for hendes firma har i dag en egenkapital på 2,1 million kroner.
Cecilie skriver da også, at "ledelsen anser årets resultat for tilfredsstillende", og det samme skriver storindtjenende Christopher i sit regnskab.
Parret har brugt store summer på at istandsætte det hus, de for nylig flyttede ind i, efter at de en kort overgang boede på Papirøen i København.
I lang tid var deres nye hjem pakket ind i stilladser, og den store renoveringsopgave har kostet, viser regnskabet.