Sport2. juli 2024 (opd. 5. september 2024)

Forsvarende mester ryger ud af Wimbledon i første runde

Tjekkiske Marketa Vondrousova forsvarer ikke sin Wimbledon-titel efter overraskende nederlag i første runde
Tjekken har ikke gjort meget væsen af sig siden sejren i 2023 - nu er hun allerede ude. 
Tjekken har ikke gjort meget væsen af sig siden sejren i 2023 - nu er hun allerede ude.
 Foto: Matthew Childs/Ritzau Scanpix

Den forsvarende Wimbledon-mester Marketa Vondrousova er færdig ved årets turnering efter første runde.

Tjekken tabte tirsdag i to sæt med 4-6, 2-6 til spanske Jessica Bouzas Maneiro, der er placeret som nummer 83 i verden.

Det er første gang i 30 år, at den forsvarende vinder må forlade turneringen allerede i første runde.

Marketa Vondrousova var sjetteseedet ved årets Wimbledon og derfor klar favorit mod Bouzas Maneiro på Centre Court, men med et hav af uprovokerede fejl undervejs blev Vondrousova sent hjem med et klart nederlag.

Sidste år overraskede Vondrousova stort, da hun vandt grand slam-turneringen som useedet efter finalesejr over Ons Jabeur.

Tidligere tirsdag gik det bedre for en anden tidligere vinder af Wimbledon. Kasakhiske Elina Rybakina, der løftede trofæet i 2022, vandt sikkert 6-3, 6-1 i sin førsterundekamp.

Fjerdeseedede Rybakina besejrede kvalifikationsspilleren Elena-Gabriela Ruse fra Rumænien.

Også den femteseedede amerikaner Jessica Pegula gik sikkert videre til anden runde med en sejr på 6-2, 6-0 over landsmanden Ashlyn Krueger.

Caroline Wozniacki og Clara Tauson indleder deres Wimbledon-turnering senere tirsdag. Det samme er tilfældet for den danske deltager på herresiden, Holger Rune.

Sponsoreret indhold