Klar til krig: Christian Stadil køber atombunker
LÆS OGSÅ: Her ankommer Medina i helikopter til fest på Christian Stadils slot
Christian Stadil er en travl mand, men det stopper ham ikke fra at stifte både nye selskaber og erhverve sig interessante boligprojekter.
I november sidste år overtog den 52-årige iværksætter nøglerne til Harridslevgaard Slot, som vikingeentusiasten Jim Lyngvild ellers var ganske opsat på at kaste penge efter.
Nu har Hummel-manden så købt endnu en unik residens. Der er dog ikke just tale om et slot i denne omgang, men noget nær det modsatte.
Christian Stadil har nemlig købt en atombomber på intet mindre end 527 kvadratmeter. Det skriver TV 2 Fyn.
Og alt tyder på, at Stadil er i fuld gang med at forberede sig på alt lige fra små nedlukninger til verdens undergang. Både fordi Stadil for få dage siden har stiftet virksomheden Apocalypse Now ApS, og fordi den nyindkøbte bunker består af hele 36 underjordiske rum.
Ifølge ejendomsmægleren kan bunkeren på 1.485 kvadratmeter modstå et tryk fra en bombe i stil med Hiroshima-atombomben.
Hvad Christian Stadil har planer om at bruge sin nye bunker til, vides endnu ikke, men én ting er sikkert, og det er, at der har været mange købere til bunkeren, der ligger i Odense.
– Der har været overvældende stor interesse for bunkeren på Sejerskovvej. Interessen er kommet fra potentielle købere i hele Danmark og virksomheder med afdelinger udenfor landets grænser. Det understreger selvfølgelig, at vi har haft med en unik ejendom at gøre, der har talt ind i nogle af de aktuelle tendenser, vi ser i samfundet, fortæller partner hos Nordicals Odense, Jens Mårtensen til TV 2 Fyn.