Nyheder9. juli 2024

Svampebelægninger og snegle i køkkenet: Vaca får bøde og sur smiley

Da Fødevarestyrelsen kiggede forbi den mexicanske restaurant, blev de mødt af snegle i køkkenet, og det udløste en bøde og en sur smiley
En restaurant har fået en sur Smiley og en bøde på 10.000 kr. for papirrod.
De udsendte fra Fødevarestyrelsen blev mødt af snegle og mørke belægninger, da de forleden besøgte Vaca i Aarhus.
 Foto: Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Vaca politianmeldt for dårlig rengøring

Det går ikke ligefrem glimrende på den mexicanske restaurant Vaca, der ligger i hjertet af Aarhus.

Tilbage i marts kunne Fødevarestyrelsen nemlig konstatere, at det haltede gevaldigt med rengøringen på Mejlgade, og nu er den altså gal igen.

Det fremgår af Fødevarestyrelsens seneste kontrolrapport.

Under kontrolbesøget, der fandt sted den 10. juni, fandt de udsendte både tørre produktrester, støvede belægninger og snegle i køkkenet. Derudover kunne styrelsen konstatere, at der var mørke pletter på restaurantens opvaskemaskine, ligesom køkkenets vindueskarm havde noget, der lignede svampebelægning.

Besøget skete som følge af en tidligere indskærpelse, hvor der også blev fundet snavs i køkkenet.

Men eftersom forholdet ikke var bragt i orden, udløste besøget en bøde på 10.000 kroner og en sur smiley til den mexicanske restaurant.

Ikke det eneste sted

Det er ikke kun på Vaca i Aarhus, at der har været problemer med rengøringen.

Den populære restaurantkæde har nemlig take-away-steder flere steder i landet, og ifølge TV 2 Østjylland har restauranterne i Hellerup, Aarhus og Aalborg fået sure smileyer indenfor de seneste to måneder.

Over for mediet oplyser Morten Larsen, der er direktør i Vaca drift, at man arbejder på at løse problemerne, og at man har hyret hjælp udefra for at rette op.

– Vi har siden den 10. juni haft et konsulentfirma til at gennemgå alle butikkerne, og vi har nu modtaget rapporter på, hvad der skal udbedres i butikkerne, for at vi kan komme tilbage på sporet. Og det er vi nu i gang med at få implementeret. Ligesom vi igen har bedt personalet om at stramme op på rengøringen, oplyser Morten Larsen til mediet.

Sponsoreret indhold