Krimi17. juli 2024 (opd. 30. juli 2024)

Den danske storsvindler Hayat Faizi på fri fod: Lå i krig med flere kendte danskere

Hayat Faizi er dømt for intet mindre end 133 tilfælde af groft bedrageri og mandatsvig. Men hun har også en lang historik med fejder med kendte danskere. Læs meget mere om den mystiske kvinde her
Hayat Faizi er dømt for bedrageri og mandatsvig for mere end 900.000 kroner.
Hayat Faizi er dømt for bedrageri og mandatsvig for mere end 900.000 kroner.
 Foto: Københavns Politi

Torsdag meldte Københavns Politi ud, at de efterlyste storsvindleren Hayat Faizi.

Det skyldes, at Faizi er udelevet fra tre retsmøder, hvor det var meningen, at Københavns Byret skulle fastsætte den straf, som hun skal have, efter hun i januar blev dømt for at have begået 133 tilfælde af groft bedrageri og mandatsvig.

Hayat Faizi er blevet dømt for at svindle fire privatpersoner og to virksomheder ved blandt andet at overtale dem til at investere i bitcoins, som hun altså foregav at sælge. Den samlede værdi af beløbet, der er blevet svindlet for, render op i over 900.000 kroner, oplyser politiet desuden.

Hun anerkender dog ikke selv, at hun har begået bedrageri, har hun mandag fortalt til SE og HØR, ligesom hun forklarer sin udeblivelse med, at hun er sygemeldt pt.

Men udover den omfattende dom for svindel, så gemmer der sig også en ganske kulørt historie, når man kigger nærmere på Hayat Faizi.

Hun har nemlig været i fejder med en række prominente danskere, herunder flere politikere, ligesom en af sagerne også trækker tråde til en kendt dansk komiker.

Anmeldte Naser Khader

I 2021 endte Hayat Faizi i en noget speget sag, da hun stod bag en anmeldelse af Naser Khader til Fyns Politi, fordi hun mente at kende til flere kvinder, som var blevet udsat for seksuelle krænkelser af Naser Khader, som på daværende tidspunkt var folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti.

Hayat Faizi har tidligere været i en fejde med Naser Khader, som hun i 2021 anmeldte for at have begået flere krænkelser mod kvinder. Denne sag blev dog droppet, da anklagen var "grundløs", mente politiet.
Hayat Faizi har tidligere været i en fejde med Naser Khader, som hun i 2021 anmeldte for at have begået flere krænkelser mod kvinder. Denne sag blev dog droppet, da anklagen var "grundløs", mente politiet.

På samme tidspunkt som anmeldelsen blev indgivet af Haya Faizi valgte den danske komiker Omar Marzouk pludselig også at blande sig. I et opslag på sin Facebook skrev han således:

"Hans overgreb har længe været en offentlig kendt hemmelighed i indvandrer kredse, men nu er der en modig sjæl, som endelig tør stå frem. Tak for dig."

Efter et halvt års efterforskning droppede Fyns Politi dog sagen, da de vurdede anklagen som "grundløs" efter at have afhørt flere af kvinderne.

Sidenhen blev Naser Khader dog anklaget af fem kvinder for at udsætte dem for seksuelle krænkelser i en professionel forbindelse i perioden fra 1999 frem til 2019.

Sagen endte med at Khader blev ekskluderet fra Det Konservative Folkeparti som et resultat af en advokatundersøgelse, der var blevet foretaget.

Benægter alle anklager

Frihedsbrevet var nogle af de første til at beskrive det fænomen, som er Hayat Faizi, samt omtale de mange underlige sager, som hun har været involveret i. Det gjorde de allerede i maj 2023.

Dengang lykkedes det også mediet at få hende i tale, hvor hun nægtede alle anklagerne og sagde, at hun selv havde følt sig chikaneret af flere personer, som havde anklaget hende for bedrageri, og det der iøvrigt var tale om "løgne".

Tidligere mandag benægtede hun fortsat at være skyldig i bedrageri. Det skete i et interview med SE og HØR.

Injuriesag mod K-profil

En af de politikere, som Hayat Faizi har været i fejde med, er blandt andet den politiske profil fra de konservative Rasmus Jarlov.

I et opslag på X skrev han således i torsdags, at Hayat Faizis advokat havde "chikaneret ham med en stævning for injurier for to år siden".

Sagen drejede sig ifølge Jarlov om, at en anden person havde skrevet nogle grimme ting omkring Faizi i et af hans kommentarspor.

Jarlov forklarer dog, at Hayat Faizi tabte sagen mod ham i byretten.

Overfor Ekstra Bladet forklarede Rasmus Jarlov i weekenden, at han mener, at injuriesager har været en del af Hayat Faizis svindelmetode, samt at det har været "en bevidst tilgang".

- Det har tilsyneladende været en helt normal fremgangsmåde tidligere, at når hun er blevet kritiseret, så har hun truet med at anlægge sager mod kritikerne, udtaler han blandt andet til mediet.

Hayat afviser Jarlovs kritik

Denne kritik afviser Hayat Faizi dog fuldkommen overfor SE og HØR, da vi taler med hende mandag.

- Når Jarlov går ud og siger, at han har vundet, så er det heller ikke sandt. Sagen blev afvist ved retten, fordi man havde indstillet til, at det var Facebook, som var ansvarlig. Så når han siger, at han har vundet, så er det et falsum.

Dette er Rasmus Jarlov dog ikke enig i, forklarer han til SE og HØR i en sms:

"Når man anlægger en sag og får den afvist, så har man naturligvis tabt," skriver han og henviser til et opslag på sin Facebook i 2022, hvor han har lagt et billed op af domskendelsen.

Her står blandt andet, at Rasmus Jarlov "frikendes", ligesom det fremgår at Hayat Faizi skal betale sagens omkostninger på 15.000 kroner:

Er gammel SF'er

Måske er det ikke tilfældigt, at det netop er flere politiske individer, som har været skudsmål for Hayat Faizi før i tiden.

I hvert fald har hun selv været aktiv på den politiske scene. Således har hun nemlig tidligere været medlem af Socialistisk Folkepartis lokalbestyrelse i Kolding.

Det skrev Jyllands-Posten tilbage i 2011, hvor de omtalte en sag mellem Hayat Faizi og en Jens Andersen, som også var politisk aktiv på venstrefløjen.

Hayat Faizi anmeldte fra år tilbage Rasmus Jarlov for æreskrænkelser.
Hayat Faizi anmeldte fra år tilbage Rasmus Jarlov for æreskrænkelser.
 Foto: Jeppe Michael Jensen

Her beskyldte Jens Andersen i flere medier Hayat Faizi for at stå bag en anmeldelse omkring ham, som handlede om, at han skulle have lækket skatteoplysninger - samt andre personfølsomme oplysninger - omkring Helle Thorning-Schmidt til B.T.

Hayat Faizi benægtede dog overfor Jyllans-Posten, at hun havde noget med anmeldelsen at gøre:

- Der er nogen, der har fortalt mig, at de havde mistanke om, at han skulle have noget med sagen at gøre. Så skrev jeg det for at få ham til at indrømme det i offentligheden. Da jeg ikke har klare beviser for, at han har gjort det, så har jeg selvfølgelig ikke anmeldt det, udtalte hun dengang.

Udover ovennævnte så har Hayat Faizi også været involveret i længerevarende fejder, hvor beskyldninger om det ene og andet har fyget om sig, med både medstifteren af Nye Borgerlige Svend Pedersen, meningsdanneren og tidligere LA'er, Torben Mark PEdersen samt den omtalte betjent fra Vollmose Elvir Abaz.

Sponsoreret indhold