Stor dag: Jenna Bagge og Albert Rosin skal giftes
LÆS OGSÅ: Jenna Bagge skal være mor: Må droppe "Vild med dans"
Det ser ud til, at lørdag bliver en stor dag for kæresteparret Jenna Bagge og Albert Rosin.
I en story på Instagram ses parret nemlig i deres stiveste puds, mens danserinden, der holder en blomsterbuket, får et kys på kinden af skuespilleren.
- I dag bliver helt særlig, skriver Jenna Bagge til videoen efterfulgt af en række emojis, der forestiller et brudepar og en vielsesring.
- Tænk at jeg skal giftes med den her dejlige mand. Albert du er mit livs kærlighed, skriver Jenna Bagge videre i næste story.
Parret mødte hinanden under "Vild med dans" i 2020. Sidenhen er de blevet lejlighedsejere, og i slutningen af året bliver de forældre for første gang.
SE og HØR forsøger at få et par ord fra det forelskede par.
Medvirker i DR-program
Jenna Bagge og Albert Rosin er i øjeblikket aktuelle i DR-programmet "De unge kærester". Her åbner kæresteparret op om deres aldersforskel på knap 14 år, og hvordan det har været at blive konfronteret med folks holdninger til deres forhold.
Med tårer i øjnene fortæller danserinden blandt andet, at de mange negative kommentarer til tider har været overvældende.
- Det kan godt være ret hårdt. Jeg har nok trukket mig lidt mere ind i mig selv og synes, at det ikke har været så fedt hele tiden at blive bedømt.