Jarrod Bowen og ”Love Island”-stjernen Dani Dyer skal giftes
LÆS OGSÅ: Fodboldstjernen er blevet far igen
Det blev kun til 35 minutter til EM for Jarrod Bowen, 27, da han og resten af det engelske landshold måtte nøjes med EM-sølv.
Efter finalen kunne West Ham-stjernen få lov til at nyde en velfortjent sommerferie, men her har han ikke ligget på den lade side.
For Bowen har været på knæ for kæresten Dani Dyer, 27.
Det afslører parret på Instagram, hvor de heldigvis også afslører, at det blev til et ”ja” fra Dyer.
– Os for evigt, skriver parret til opslaget, hvor de har delt tre billeder fra den store dag.
Her er det til at se, at frieriet fandt sted på en båd under parrets ferie i Spanien.
Og alt tyder på, at Jarrod Bowen har haft helt styr på, hvordan hans kommende kone ville fries til.
På Dani Dyers Instagram-story har hun i hvert fald sat lidt flere ord på dagen, hvor Bowen gik på knæ.
– Den mest perfekte dag nogensinde. Så glad!
Dani Dyer er datter af skuespilleren og tv-værten Danny Dyer, og Jarrod Bowen skulle også have været forbi svigerfar for at høre om hans mening til, at han ville spørge om datterens hånd.
Mens Jarrod Bowen er kendt for at spille fodbold på højeste niveau, er Dani Dyer et kendt ansigt i hjemlandet grundet deltagelsen i ”Love Island”.
Hun vandt endda sæson fire tilbage i 2018 sammen med Jack Fincham, men parret gik fra hinanden et par måneder senere.
Inden Dyer begyndte at date Bowen for tre år siden, dannede hun par med Sammy Kimmence, som hun også fik en søn med.