Kendte23. juli 2024 (opd. 5. september 2024)

For første gang: Thomas Vinterbergs serie udtaget til prestigefyldt festival

Tv-serien "Familier som vores" er udtaget til filmfestivalen i Venedig, hvor den også får verdenspremiere.
Thomas Vinterberg
I 2021 fik instruktøren Thomas Vinterberg en Oscar for filmen "Druk". Nu er hans kommende tv-serie "Familier som vores" udtaget til den internationale filmfestival i Venedig. (Arkivfoto).
 Foto: Chris Pizzello/Ritzau Scanpix

Dramaserien "Familier som vores", der er skrevet og produceret af den prisvindende danske instruktør Thomas Vinterberg, er udtaget til det officielle program ved den internationale filmfestival i Venedig.

Det oplyser Zentropa og TV 2, der står bag tv-serien, i en pressemeddelelse.

"Familier som vores" får dermed verdenspremiere ved filmfestivalen, når seriens syv afsnit vises uden for konkurrence, som det er kutyme for de tv-serier, der udtages til festivalen.

Det er første gang, at et af Thomas Vinterbergs projekter er udtaget til filmfestivalen i Venedig. Det er også første gang, at instruktøren laver en tv-serie.

- Jeg har det lidt som et barn, der skal begynde i en ny børnehave. Det er et spændende og nyt territorie, vi skal ind på her, lyder det fra instruktøren.

Thomas Vinterberg har tidligere blandt andet opnået international anerkendelse med filmen "Druk" fra 2020, der året efter modtog en Oscar for Bedste Udenlandske Film.

Vinterberg selv var også nomineret til en Oscar i kategorien Bedste Instruktør for "Druk".

Men priser og anerkendelser er dog ikke noget man vænner sig til, fortæller Thomas Vinterberg.

- Det er så svært at lave film og serier. Det kræver simpelthen så hårdt et arbejde at få det til at lykkes. Man skal ikke lave ret mange fejltrin, for at korthuset ramler, så succes er ikke noget, man kan vænne sig til, regne med eller tage for givet, siger Thomas Vinterberg, der også er kendt for filmene "Jagten" og "Festen".

For Zentropa er det tredje år i træk, at produktionsselskabet er repræsenteret ved filmfestivalen i Venedig.

I 2022 havde produktionsselskabet Lars von Triers "Riget Exodus" med i filmfestivalen, mens det i 2023 var Nikolaj Arcels "Bastarden".

Seriens producere, Sisse Graum Jørgensen og Kasper Dissing, kunne ikke have drømt om et bedre sted for "Familier som vores" at få verdenspremiere, lyder det i pressemeddelelsen.

- Vi er vildt stolte på vegne af Zentropa, TV 2 og hele holdet bag serien. Og ikke mindst enormt glade på Thomas' vegne. Venedig Filmfestival er noget af det mest prestigefyldte, man kan opnå indenfor vores branche, siger de i pressemeddelelsen.

"Familier som vores" følger en stor, dansk familie, der tvinges på flugt gennem Europa, efter at den danske regering beslutter at evakuere hele landet på grund af stigende vandstande.

På seriens rolleliste ses blandt andre Nikolaj Lie Kaas, Paprika Steen, Esben Smed, Asta Kamma August, David Dencik og Magnus Millang.

Den internationale filmfestival i Venedig afholdes fra 28. august til 7. september.

"Familier som vores" får dansk premiere senere på efteråret på TV 2 og TV 2 Play.

Sponsoreret indhold