Efter "Vild med dans"-chok: Mystisk melding fra Thomas Evers Poulsen
LÆS OGSÅ: Mads Vad reagerer på "Vild med dans"-chok
Når TV 2 blænder op for endnu en sæson af "Vild med dans" til efteråret, bliver det uden Anne Laxholm.
Onsdag kom det nemlig frem, at den mangeårige dansedommer har trukket sig fra programmet, da tiden er inde til nye kræfter.
En nyhed, "Vild med dans"-veteranen Thomas Evers Poulsen synes er "bundærgerlig".
– Jeg blev overrasket, da jeg hørte det. Jeg synes, det er bundærgerligt, for hun har gjort det så godt. Det er helt sikkert også grunden til, at “Vild med dans” har fået så stor succes.
– Anne har betydet klasse, stil og en stor viden. Hun er jo vores standard dronning – ja, Danmarks standard dronning. Hun bliver svær at erstatte, fortæller Thomas Evers Poulsen til SE og HØR.
Tror der kommer flere overraskelser
Anne Laxholm er ikke den eneste markante personlighed, der skal findes en afløser for i den kommende sæson af underholdningsprogrammet.
Tidligere på året kom det nemlig frem, at de to professionelle dansere Jenna Bagge og Morten Kjeldgaard ligeledes har trukket sig, da de begge skal være forældre.
Derudover skal der findes en ny vært som erstatning for Sarah Grünewald, ligesom der skal findes et nyt husorkester, da The Antonelli Orchestra blev skrottet i kølvandet på DR-dokumentaren ”Sexisme i musikbranchen”.
– Men det er jo heldigvis lykkedes programmet at komme videre før. Det har vi både set med Britt Bendixsen, Andrea Elizabeth Rudolph og Claus Elming.
– Men jeg tror ikke, at nyhedsflowet er færdigt i “Vild med dans”, lyder det fra en hemmelighedsfuld Thomas Evers Poulsen.
Hvad det helt konkret skal betyde, uddyber han ikke, ligesom han ikke vil løfte sløret, om han er en del af den nye sæson.
Afviser det ikke
Thomas Evers Poulsen har været med i 19 sæsoner af "Vild med dans". Én sæson som dommer, og 18 sæsoner som professionel danser. Og skulle det ske, at han fik tilbuddet som dommer igen, er han ikke afvisende.
– Jeg har været dommer i en enkelt sæson, og det er virkelig meget anderledes at være dommer end at være danser. Så det ved jeg ikke, om jeg vil sige ja til. Men jeg vil heller ikke afvise det i fremtiden. Men det er to vidt forskellige jobs, fortæller han.