Mindst 21 mennesker har mistet livet under en hedebølge i Marokko i den centralt beliggende by Beni Mellal i løbet af 24 timer.
Det oplyste landets sundhedsministerium torsdag.
Der har været målt op mod 48 grader celsius i nogle områder de seneste dage.
Ifølge det meteorologiske institut har store dele af det nordafrikanske land fra mandag til onsdag været påvirket af de meget høje temperaturer.
- Størstedelen af dødsfaldene involverede personer, som led af kroniske sygdomme, og ældre. De høje temperaturer førte til en forværring af deres sundhedstilstand, oplyser regionale sundhedsmyndigheder om dødsfaldene i Beni Mellal.
Det er sjette år i træk med tørke i Marokko.