Sport29. juli 2024

Trods skadeshelvede: Ida Karstoft har slet ikke overvejet at stoppe

De sidste 18 måneder har været fyldt med op- og nedture. Måske flest af de sidste. Alligevel har et karrierestop aldrig været på tegnebrættet for den danske OL-løber
Ida Karstoft glæder sig til at skulle i gang ved OL. 
Ida Karstoft glæder sig til at skulle i gang ved OL.
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Helena Elver fik støtte af kæresten Emil Jakobsen: - Han vidste, hvad jeg havde brug for

Hvornår er nok, nok?

Hvor mange tilbagefald skal man få, inden man trækker stikket og siger stop?

De spørgsmål trænger sig på, når man sidder og snakker med Ida Karstoft.

Den 28-årige OL-dansker har været igennem mere end de fleste atleter, når det kommer til skader og modgang.

I 2023 konkurrerede hun for eksempel slet ikke på grund af en skadet akillessene.

I 2024 har der været små tegn på bedring – kun for igen at løbe ind i endnu et tilbagefald.

Det til trods, så sidder hun nu i OL-byen med resten af den danske delegation og forbereder sig på at skulle repræsentere Danmark ved de igangværende lege.

Og så tilbage til det med spørgsmålene.

https://imgix.seoghoer.dk/2024-07-28/20220820-105806-L-1920x1265we.jpg
Ida Karstoft er med ved OL for anden gang.
 Foto: Kai Pfaffenbach/Reuters/Ritzau Scanpix

For har Ida Karstoft været ved at smide løbeskoene på asfalten og skride fra det hele?

Nej, lyder det klare svar, da SE og HØR snakker med hende i Paris.

– Jeg har aldrig været nået til det punkt, i hvert fald ikke endnu. Jeg har slet ikke stillet spørgsmålstegn ved, om det er det værd, eller om jeg vil stoppe.

Årsagen er egentlig ganske klar.

Hun føler sig slet ikke færdig med den sport, hun elsker så højt.

– Jeg vil det så gerne. Selvfølgelig har jeg tænkt på, hvor lang tid jeg vil tillade mig selv at være på et stadie, hvor der er så mange nedture, og jeg har konstateret, at jeg er meget langt fra at have fået nok, fortæller hun og tilføjer:

– Selv om det har været nogle vildt hårde år, så synes jeg stadig, det er noget virkelig fedt, jeg laver, og de muligheder jeg får, sætter jeg bare pris på. Når tingene bliver lidt en kamp, så er det en kamp, jeg med glæde begiver mig ud på.

For nu er fokus på OL, men 200-meterløberen har allerede en operation i kalenderen.

Den 20. august skal hun under kniven for at opereres i den akillessene, der har drillet hende så længe.

Men også operationen ser hun frem til.

For troen på, at bliver bedre, er stadig intakt.

Sponsoreret indhold