Rørt Kim Astrup har sin kommende kone med: - Det skal jeg helst ikke snakke om
De gjorde det sgu.
Den danske herredouble med Kim Astrup og Anders Skaarup vandt deres OL-kvartfinale og spillede sig dermed videre til de helt sjove kampe - dem om medaljerne. Det gjorde efter et drama af en kamp mod koreanske Kang og Seo.
Og så kunne jublen ellers bryde løs, og lige den del er de to omtrent lige så gode til, som de er til at spille badminton.
Måske det endda betød ekstra meget at juble ud til publikum i dag, da begge er flankeret af familie og partnere på tribunen.
Kim Astrup endda med sin forlovede, Stine Hatland, som han efter planen skal giftes med kort tid efter OL.
- Det er dejligt, at Anders’ og min familie er her. Ja, det skal jeg helst ikke snakke så meget om, siger Kim Astrup, inden stemmen knækker.
Selv din kommende kone er kommet herned?
- Ja, tak fordi du nævner det. Men ja, det er bare dejligt.
Nu venter så parrets, og her menes Kims og Anders', største prøvelse i karrieren, når den fredag morgen står på OL-semifinale.
- Vi sagde så fint til hinanden, at hvis vi vandt den her, så åbner vi op for de to største kampe i vores karriere. Både indtil nu og nogensinde, det tør jeg næsten godt love. Det bliver ekstremt fedt!, siger Anders Skaarup med noget nær Paris' største smil.