Vild dansk jubel efter triumf: Fejrer sejr med tårer og hoftedans
Der var udelukkende glæde at spore, da den danske herredouble i badminton bestående af Kim Astrup og Anders Skaarup spillede sig i semifinalen ved OL i Paris torsdag eftermiddag.
I to tætte sæt mod et stærkt japansk par trak danskerne begge gange det længste strå og kunne smide ketchere og hæmninger i eufori.
Dog var der betydelig forskel på, hvordan de to herrer reagerede i sekunder efter sejren.
Hvor Kim Astrup gik ind i sig selv med våde øjne, smed Anders Skaarup i stedet trøjen over hovedet og bevægede hofterne rytmisk til siden, frem og tilbage.
Den skrevne presse spurgte efterfølgende ind til Skaarups alternative sejsdans, og her var der ingen tvivl om, at hofterne bestemt ikke havde taget skade at blive bevæget.
- Den (hoften, red.) har det rigtig godt. Det var den sidste smørelse, den trængte til inden i morgen, sagde han med et smil.
Gudskelov blev det historiske øjeblik fanget af de mange fremmødte fotografer, der skød billeder af de glade badmintonhelte.
Vi har samlet de bedste skud fra fejringen, som du kan se i galleriet herunder.
Kim Astrup og Anders Skaarup møder fredag morgen Yang Lee og Chi-Lin Wang fra Taiwan, som de tabte til i gruppespillets anden kamp.