Åbnede for en måned siden: Sur smiley og bøde til Ismageriet

For en måned siden slog et af de absolut mest populære ishuse endnu en bod op i Vedbæk.
Der er tale om Ismageriet, som også er til at finde i Kødbyen, Søborg, Amager og Refshaleøen.
Den nye bod er en bil, som isglade gæster kan komme forbi for at få tilfredsstillet deres søde tand.
Men den nye isbod har store problemer med deres hygiejne, og derfor har selskabet fået sig en sur smiley og en bøde på 5.000 kroner, fremgår det af Fødevarestyrelsens hjemmeside.
De var nemlig forbi den nye bod i slutningen af juli for at tjekke op på, om alt var, som det skulle være – og det var det langt fra.
For der var ikke noget varmt vand ombord på isbilen. Varmebeholderen var gået i stykker, lød meldingen.
Medarbejderen havde fået at vide, at hvis der var behov for varmt vand, kunne hun benytte en elkedel, som befandt sig i isbilen.
I køleskabet var der også store problemer.
Heri lå der ifølge smileyrapporten tre liter fløde, 11 liter latteart og cirka 15 liter softice, som er lavet på mælk.
Disse tre varer må maksimalt have en temperatur på fem grader, fremgår det af deres mærkater, men køleskabet havde en temperatur på 18,1 grader.
Kernetemperaturen i lattearten var på 18 grader og softicens temperatur lå på 16,3 grader. Altså langt over grænsen på fem grader.