Sport4. august 2024

Viktor Axelsen sætter ord på familiekompromisser: Datteren forstår det godt

OL-finalen er en kæmpe forløsning for den danske badmintonstjerne. Ikke mindst, fordi den kommer på bekostning af tid med familien

Viktor Axelsen med familien

LÆS OGSÅ: Ventede på far: Familien stod og tog imod Viktor Axelsen

Han var helt ude i torvene følelsesmæssigt efter kvartfinalesejren fredag.

Søndag var han nået mere afklaret, da semifinalen blev vundet, og det dermed står klart, at endnu en OL-finale venter forude.

Alligevel kunne Viktor Axelsen godt mærke følelserne af forløsning, da han efter kampen blev spurgt ind til, hvor meget det kræver af ham at være nået hertil.

– Det er hårdt, og man giver afkald på mange ting. Tiden sammen med familien er det værste, specielt når man har fået børn. Også sociale begivenheder, dem er man bare ikke med til på samme måde.

– Samtidig er man træt. Hele sommeren er man træt, fordi man har trænet, så man kan måske ikke lege lige så meget med ungerne, som man gerne ville, og sådan noget her er bare med til at gøre det til det hele værd.

Med sig havde han endnu en gang sin familie og børn på lægterne.

Og især den ældste af hans og hustruen Natalias to døtre, Vega, begynder så småt at forstå, hvad det hele går ud på.

– Vega forstår jo godt, hvad jeg laver nu, og jeg er sikker på, at når hun ser os som et hold og en familie gøre noget, og det lykkes som i dag, så lærer hun meget af det.

https://imgix.seoghoer.dk/2024-08-04/_WEN6365.jpg
Både hustruen Natalia og ungerne var med på tribunen.
 Foto: Kaspar Wenstrup

Nu står den på afslapning og restitution resten af søndagen, inden der mandag venter endnu en OL-finale for Axelsen.

Præcis som for tre år siden i Tokyo, hvor han vandt.

Sponsoreret indhold