Krimi10. august 2024

Trods ny lov: Puff bars sælges fortsat ulovligt på Instagram og Snapchat

SE og HØR er i besiddelse af flere reklamer af de såkaldte puff bars, der er ulovlige at sælge inden for landets grænser
SE og HØRs research viser, at der bliver reklameret for forskellige typer af puff bars på de sociale medier - men produktet er ulovligt i Danmark.
SE og HØRs research viser, at der bliver reklameret for forskellige typer af puff bars på de sociale medier - men produktet er ulovligt i Danmark.
 Foto: Privat

TIP OS ANONYMT: Kender du mere til sagen? Skriv en fortrolig mail til journalisten på saad@sh.dk

LÆS OGSÅ: Vedtager lovforslag: Puff bars bliver stort set forbudt i Danmark

- Masser af varianter! Hvis du ikke har snap, så skriv til os på 50 .. .. ..

- Følelsen er fantastisk.

- Bor du tæt på disse byer, så skriv endelig.

https://imgix.seoghoer.dk/2024-08-08/Image_defaced.jpg
Der bliver reklameret for de forskellige puff bars på de sociale medier - dette selv om produktet nu er ulovligt i Danmark.
 Foto: Privat

Ovenstående er taget ud fra nogle reklamer - som SE og HØR er i besiddelse af - for de såkaldte puff bars, der fortsat bliver solgt ulovligt på sociale medier som Instagram og Snapchat.

Et bredt flertal i Folketinget har ellers for nylig vedtaget en ny lov, der gør det ulovligt både at indføre, købe og besidde puff bars, men ifølge SE og HØRs research fortsætter det ulovlige salg af puff bars - som er en form for e-cigaretter - fortsat på Instagram og Snapchat.

Reklamer for puff bars bliver eksempelvis hyppigt delt på profiler på Instagram, der har tusindvis af følgere.

Og i disse reklamer deler de ukendte leverandører også deres Snapchat samt telefonnumre, så køberne kan komme i kontakt med dem og dermed få fingrene i de ulovlige puff bars.

Ifølge SE og HØRs research florerer reklamerne flere steder på de sociale medier, og ikke kun blandt profiler med tusindvis af følgere - også helt almindelige mennesker reklamerer for salg, ligesom flere profiler med relationer til rocker- og bandemiljøet pusher de nu ulovlige puff bars.

https://imgix.seoghoer.dk/2024-08-08/Image-%281%29_defaced.jpg
SE og HØRs research viser, at de ulovlige puff bars bliver solgt landet over - reklamerne på de sociale medier målretter sig blandt andet forskellige landsdele.
 Foto: Privat

Myndigheder har fokus på det

SE og HØR har i forbindelse med artiklen været i kontakt med Københavns Politi, som fortæller, at det er Sikkerhedsstyrelsen, der er kontrolmyndighed på området omkring puff bars.

- Vi arbejder sammen med Sikkerhedsstyrelsen og Toldstyrelsen om de ulovlige puff bars. Politikredsene behandler anmeldte sager om ulovligt salg eksempelvis på nettet eller i kiosker, lyder det fra Københavns Politi.

SE og HØR har også været i kontakt med Sikkerhedsstyrlsen, der oplyser, at de har kendskab til problemet.

- Sikkerhedsstyrelsen er opmærksomme på at der foregår salg af ulovlige e-cigaretprodukter på de sociale medier.

- Sikkerhedsstyrelsen fører kontrol med de sociale medier i det omfang, at indholdet på mediet er offentligt tilgængeligt eller styrelsen via en anmeldelse får tilstrækkelige oplysninger omkring gruppen/profilen, oplyser styrelsen til SE og HØR.

Sikkerhedsstyrelsen oplyser videre, at de også fører kontrol med overholdelse af lovgivningen både i form af fysiske tilsyn i butikker (herunder kiosker), samt online kontroller på hjemmesider med salg af tobak og e-cigaretprodukter.

Sikkerhedsstyrelsen har per første juli 2024 fået mulighed for at beslaglægge elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere med nikotin, der smager af andet end tobak og mentol, eller som har et for højt nikotinindhold.

Når Sikkerhedsstyrelsen finder ulovlige produkter, sanktionerer de over for parten, at der er tale om ulovligt salg.

Herefter er proceduren, at der vil blive lavet en overtrædelsessag, og sagen overdrages til politiet med henblik på politianmeldelse

Sponsoreret indhold