
Serena Williams raser mod fornem restaurant: Blev nægtet adgang

LÆS OGSÅ: Gik under radaren: Serena Williams på dansk sommerferie i Legoland
Selv tennislegender kan ikke få bord uden en reservation.
Det måtte den 42-årige Serena Williams sande, da hun mandag ikke fik adgang til restauranten på det parisiske luksushotel The Peninsula.
Det raser sportsdivaen over på det sociale medie X.
- Yikes. Jeg er tidligere blevet nægtet adgang til tagterrassen for at spise i en tom restaurant på pænere steder, men aldrig med mine børn. Altid en første gang. Vil I virkelig afvise mig?!
Meldingen fra Williams fik lynhurtigt en lang række andre brugere på Elon Musk-mediet til at beskylde hotellet for racisme, men det er dog ikke alle, der er enige.

Andre brugere beskylder nemlig Serena Williams for at opføre sig som en forkælet kendis, der føler sig berettiget til det hele.
- Jeg er kendt, så smid en almindelig person ud, så jeg kan spise, skriver en X-bruger sarkastisk.
Raseriet har efterfølgende fået hotellet til at reagere med et ganske høfligt svar om, at de rent faktisk ikke havde plads .
- Kære fru Williams. Venligst tag imod vores dybeste undskyldninger for skuffelsen, du mødte her til aften.
- Desværre så var vores tagterrasse absolut fuldt booket, og de eneste ledige borde, du så, tilhørte gæster af vores gourmetrestaurant, L’Oiseau Blanc, som var reserveret.
Serena Williams har opholdt sig i Paris siden åbningsceremonien ved OL i selskab med sin mand, Alexis Ohanian, og deres to døtre, Olympia på seks og Adira på et.
