
Anholdt for kvindevold: Derfor bliver Marius Borg Høiby aldrig konge i Norge

SENESTE: Har hyret stjerneadvokat - og holder kæft
LÆS OGSÅ: Kongehus bekræfter rygter om kronprinsessen
I en tid, hvor prinsesse Märtha Louise har travlt med at true sin kommende svigermor med en retssag, har det norske kongehus i dag lidt at glæde sig over.
For efter det kom frem, at kronprinsesse Mette-Marits ældste barn Marius Borg Høiby er blevet anholdt, må det være en lettelse, at han ikke er prins.
Forklaringen er, at Mette-Marits fik den i dag 27-årige søn med en anden mand, inden hun giftede sig med kronprins Haakon i 2001.
Så selvom Marius gennem årene har deltaget i talrige kongelige arrangementer og af Haakon betragtes som en søn, er han altså formelt ikke kongelig og har derfor ingen pligter for kongehuset.
Det er i stedet hans yngre halvsøster, prinsesse Ingrid Alexandra, 20, som er nummer to i arvefølgen. Og hans halvbror, prins Sverre Magnus, 18, som er nummer tre.

Lige i disse dage ville Marius nok have svært ved at løse royale opgaver, efter han ifølge SE og HØR i Norge blev anholdt og sigtet for et groft overfald på en yngre kvinde i en lejlighed i Oslo. Det skete natten til søndag.
Og det er ikke første gang, at han har bragt sig selv og sin kongelige familie i forlegenhed, dog aldrig så slemt som nu.
Så sent som til sin mors 50-års fødseldag i august sidste år meldte han sig syg. Det viste sig bare, at han i stedet var taget til en sjovere fest med private venner.
Han har også rodet sig ud i problemer med (eks)kærester.
Sidste år var den således helt gal, da den i Norge meget kendte influencer Nora Haukland blev fotograferet med en pose hvidt pulver, der ikke overlod meget til fantasien.

Hans luksuriøse playboyliv med mange jobs og et uheldigt brug af ordet "prins", da han var redaktør i London, har ligeledes bragt ham i modvind.
Som den gode mor kronprinsessen er, har hun hver gang beskyttet ham og bedt pressen om at lade ham være i fred.
Men det er selvfølgelig svært, hvis man ender i håndjern og en gummicelle, fordi hænderne ifølge politiet sidder lidt for løst.
Kongehuset afviser tirsdag at kommentere episoden, som ifølge SE og HØR i Norge er blevet bekræftet af norsk politi.
