Single-Ibi: Fik kærlighed på Smukfest
Sidste Smukbold nogensinde
LÆS OGSÅ: Ibi Støving drømmer om ny flamme: Her skal han komme fra
Hvem kan sige nej til et to meters toptrimmet håndboldbrød, når musikken spiller?
De færreste singler er nok svaret – og slet ikke tv-vært med mere Ibi Støving.
Klokken havde således knap slået 12 onsdag middag, før Ibi åbnede sit varme hjerte, da Smukfest traditionen tro blev skudt i gang med en omgang kendiskomsammen til Smukbold.
På festivalområdet kaldet Kærligheden, tog den 49-årige singlesild navnet alvorligt, da kendisserne blev præsenteret én for én til tidens toner.
Mens publikum jublede og skålede amok, kaldte Ibi under sit indløb den tidligere håndboldspiller Henrik Hansen med ud i sandet.
Tometermanden luskede frem mod skærmdejligheden – og da de to nærmede sig hinanden, bundede Ibi et shot, spidsede læberne, kastede sig i hotte Henriks favn og møssede adonissen.
”Baywatch”-jern
Mens hun deltog på et af de to kendishold, agerede han en af tre dommere – og man forstår, hvorfor Ibi havde udset sig netop ham som kysse- og krammeoffer.
Kort forinden var Hansen således blevet præsenteret – og kunne her fremvise en overkrop, der ville gøre de fleste ”Baywatch”-badejern misundelige.
Den forhenværende bagspiller virkede da også ganske vant i rollen som damernes ven – og nød forståeligt nok Støvings smask.
Intet andet end ”love
Netop det er ellers de færreste forundt, hvis man skal tro Ibi selv – i al fald lige for tiden.
– Jamen der er ikke noget ”love”. Eller der er masser af ”love”, men ingen mænd, erklærede Ibi over for SE og HØR, som efterfølgende ville vide, om der er mere end festkys mellem hende og sportsvaskebrættet Hansen.
– Ja, der var lidt ”love” med Henrik inde på banen, men det skal der jo være, når vi er på Kærligheden, smilede Randers-pigen, som samtidig fastslog, at hun nyder singlelivet.
På banen scorede Ibi heller ikke, men indtog den modige tjans som målvogter.
– Jeg er jo fodboldpige og har altid spillet fodbold. Ikke håndbold, så jeg tog kassen, lød det fra Ibi, som til september ej blot kan nydes løssluppen på festivalpladser, men atter på skærmen i det nye ”Sælg, sælg, sælg” på Max.