"Den sorte svane"-advokat Lise Roulund: Jeg blev truet
LÆS OGSÅ: Wael var "Hvidvaskeren": Levede og arbejdede som "Den sorte svane"
TV 2-dokumentaren "Den sorte svane" tog alle med storm, da den over fem afsnit gav danskerne et unikt indblik i, hvordan underverdenen til tider bliver rodet sammen med nogle af de mest respektable dele af Danmark.
Det var advokat Lise Roulund et godt eksempel på – i udsendelsen samarbejder hun med folk fra rocker- og bandemiljøet, blandt andet den nu landskendte rocker Fasar Abrar Raja.
Indtil nu har den 41-årige nu tidligere advokat nægtet at udtale sig om den afslørende dokumentar, men ifølge en kendelse fra Fogedretten i Helsingør, som Ekstra Bladet er kommet i besiddelse af, erkender hun at have stillet sin klientkonto til rådighed for rockeren og hans firma.
Men det skete ifølge Lise Roulunds forklaring under trusler mod hende og hendes familie.
Det skriver Ekstra Bladet.
Ifølge TV 2-dokumentaren lader Lise Roulund rockeren benytte hendes klientkonto, hvorfra der samlet går et større millionbeløb igennem hendes konto – det har Fasar angiveligt udnyttet til at hvidvaske sorte penge.
Det er Fogedretten ligeledes kommet frem til.
'Lise Roulund har i en periode på næsten to år stillet sin klientkonto til rådighed som en slags bank. Lise Roulund vidste, at det var i strid med klientkontovedtægten. Der er foretaget flere hundrede transaktioner, og det bør have stået hende klart, at mange af de udbetalinger, som hun foretog, skete som led i hvidvask, og betalingerne dækkede over fiktive fakturaer, sort arbejde mv.,' fremgår det ifølge formiddagsavisen af aktindsigten fra Fogedretten i Helsingør.
Er flyttet til Sverige
Der har været helt stille fra Lise Roulund siden TV 2-dokumentaren løb over skærmen tidligere på året.
Det kom umiddelbart efter dokumentaren frem, at Advokatnævnet havde anmeldt hende til politiet.
– Sagen rejses blandt andet på baggrund af forhold, som TV 2's dokumentar "Den sorte svane" har afdækket, skrev rådet dengang.
Siden er det dog kommet frem, at Lise Roulund på egen hånd har opgivet sin licens til at fungere som advokat – hendes profil på Advokatnøglen, hvor alle danske advokater er listet, er væk.
Derudover kom det også frem, at den nu tidligere advokat er flyttet over på den anden side af sundet.