
Bubber i sit livs form: Nu er han Alfreds friske farmand

LÆS OGSÅ: Bubber lokker cykeltyv i fælde
Når cirkusplakaterne bliver hængt op i lygtepælene, får børnene julelys i øjnene.
For mange barnlige sjæle er en tur i cirkus fascinerende og sjælden, men for fireårige Albert er det nærmest blevet hverdag.
Han har nemlig fast plads i Cirkus Arenas telt – og har denne sommer været med sin far på turné.
– Alfred har været med i tre uger, jubler farmand Bubber, som nyder de mange oplevelser med sin yngste søn.

Inden forestillingen begynder klokken 17, har de nemlig masser af tid til at hygge sig, bade og spise is og mærke feriestemningen.

Bubber turnerer hele foråret og sommeren rundt i hele landet – og selv om han helst ville have familien med, må han nøjes med deres drypvise besøg.
– Signe fløj til Aalborg med de to små på en lang weekend, da vi spillede i Nordjylland, og så blev Alfred her, da Signe tog hjem med Rosa, fortæller Bubber.
Når han ikke triller rundt som sprechstallmeister for Cirkus Arena, bor han med familien i Charlottenlund.
Hans kone, Signe, har tre større børn fra et tidligere forhold, mens Bubber har tre voksne børn og så har de sammen Rosa på halvandet år og Alfred på fire år.

Bubber ved godt, at han ligeså godt kunne være bedstefar til sine små børn, men for ham har det været fantastisk at blive far igen.
– Jeg ved godt, jeg fylder 60 til december. Hold da op, så er det jo gammelt, uanset hvordan man vender drejer det. Men jeg synes, at jeg har et overskud på en anden måde og mere tid nu, slår Bubber fast.

Bubber er blevet far igen
For én ting er, hvad kalenderen siger – noget andet er, hvordan det føles på krop og sind.
– Jeg kan gøre med børnene, hvad jeg har lyst til, hvis man ikke kan det, så kan jeg godt se, det er hæmmende. Sådan har jeg det overhovedet ikke. Jeg kan spille fodbold og har lige cyklet 100 kilometer, lyder meldingen fra Bubber, som jubler:
– Jeg er i mit livs form. Jeg har mere overskud, fordi jeg koncentrerer mig om familien, når jeg er der, hvor det før i tiden handlede meget om karrieren.
Slet ikke ældst
Når Arena spiller på Sjælland, så kører Bubber hver aften hjem til sin familie efter forestillingen. Nogle gange sover børnene allerede, og andre gange når han lige at læse godnathistorien.

Og så har de god tid til at hygge sig, inden de små skal møde i institution næste dag.
– De går jo i børnehave med nogle, hvor forældrene kunne være mine børn. Det er jo lidt mærkeligt, men jeg vil så også sige, at jeg ikke er den ældste far i børnehaven, siger Bubber med et grin.
Han nyder sommeren i cirkus og ved allerede nu, at han tager en tørn mere næste år.
Selv om hans sommer ikke byder på ferie, har han ikke planlagt nogen ferie til efteråret. Men måske finder familien på noget impulsivt, når Bubber ikke skal sende natradio eller lave et program om amerikanerbiler.

Se alle billederne: Nu bliver Bubber gift
Signe er skøn og sej
Selv er Bubber ovenud lykkelig for den kvinde, han for to år siden giftede sig med.
– Signe betyder det hele! Du ved, det er kærlighed, og man elsker hinanden. Det dér med, at man er havnet et sted, hvor man bare har det godt i maven – det, synes jeg, er vigtigt, siger Bubber.
Signe Rossing er selvstændig og driver tøjbutikken Kalle Børnetøj & Sko.
– Hun er en sej og stærk kvinde. Og hun er smuk og skøn og sød. Og hun vil mig det godt, roser Bubber.
Det skabte meget ballade, da Bubber og Signe for snart fem år siden stod frem som par og samtidig fortalte, at de skulle være forældre. Men det kunne ikke være anderledes.
– Jeg går sgu efter mit hjerte. Det har jeg gjort hele mit liv. Hun gør mig glad. Jeg kan godt lide hendes nærvær. Og den måde vi kan diskutere og snakke om ting på. Og så elsker jeg, når vi laver noget sammen med vores børn, siger Bubber om sin viv.