Det er et mirakel: Hailey fra "De sjældne danskere" er helbredt
LÆS OGSÅ: Danskerne støtter: 1,2 millioner kroner doneret til toårige Haileys operation
For et år siden samlede familien ind for at få Haileys voksende kind opereret i udlandet. Nu er den treårige pige sund og rask.
De danske læger turde ikke operere. Familien turde ikke lade være.
For knuden af vener i Haileys kind voksede sig større og større – og ned i halsen, så hendes forældre frygtede, den ville ende med at blokere hendes luftveje.
Derfor begyndte Haileys mor og far, Nana og Frederik Ritz Krarup, for et år siden at samle penge ind – og lynhurtigt havde danskerne doneret 1,2 millioner kroner, så familien på fem kunne drage til New York og få det første af i alt fire indgreb hos en læge, der har gjort det flere gange før med stor succes.
Nu er Hailey nemlig helbredt.
– Det er dejligt og lidt overvældende. Der er sket virkelig meget på kort tid, men det er dejligt, at det hele er gået godt, siger en lykkelig Nana til SE og HØR.
Knuden er løst
Hailey fik to operationer i New York, hvor hun først fik fjernet den del, der går ned mod luftvejene og så knuden i kinden.
I Grækenland fik hun indsprøjtninger i det, de ikke kunne fjerne, og denne sommer var familien igen i New York, hvor det, der sad på tungen og rundt i ganen blev fjernet.
Dermed er Hailey sluppet af med alt det, der var potentielt livstruende eller gav hende gener.
– Det er helt vildt. Det havde vi aldrig nogensinde selv regnet med. Vi har altid haft et spinkelt håb og søgt i forskning og videnskabelige artikler, og vi er dybt taknemmelige over at finde den hjælp til Hailey, og at hun har det godt i dag.
Danske læger er aldrig kommet med en handlingsplan. Deres tilgang har altid været ”vent at se”, og det er svært at forholde sig til som forældre: At man skal vente til en dag, hvor hun ikke kan trække vejret. Det har fyldt meget og givet en masse bekymringer, siger en nu tydeligt lettet Nana.
Kun en blå kind
Nu er Hailey som alle andre piger på tre år, udover at hun stadig er lidt hævet efter sidste operation, har arvæv og er blå på kinden. Farven kan fjernes med laser.
– Det generer ikke nu, men lægen anbefaler, at hun får det fjernet, inden hun begynder i skole. Vi er sikre på, at vi nok skal styrke hende til at klare at være blå på kinden, men på et eller andet tidspunkt skal det fjernes, så vi overvejer at gøre det nu, inden hun selv bliver for bevidst.
Udover en lillebror på halvandet år, Pilou, har Hailey også storesøsteren Emily på seks år. Og hun har aldrig sagt noget til, at Hailey så anderledes ud.
– Vi har prøvet at gøre det så normalt som muligt ved ikke at italesætte det. Hailey har før oplevet, at nogen har kommenteret, og så siger Emily: ”Sådan ser Hailey bare ud”, fortæller Nana, der sammen med Haileys far, Frederik, har forsøgt at lave en ferie ud af turene til udlandet.
– Børnene skulle ikke mærke, at det drejer sig om hospitaler og voldsomme operationer, så vi har set alle legepladser i New York og oplevet en masse udover det. Da vi fortalte børnene, at vi skulle til New York for tredje gang, syntes de, det var det fedeste i verden – så et eller andet har vi gjort rigtigt.