Kendte16. august 2024

Kendt svindler i sorg: - I nat sov et smukt menneske ind

Den kendte leder af Fangekoret, Louise Adrian, er død, 59 år gammel. Hun var dødeligt syg af kræft
Mette Frederiksen (S) mødte Louise Adrian på årets Folkemøde, hvor sidstnævnte holdt afskedskoncerter med Fangekoret.
Mette Frederiksen (S) mødte Louise Adrian på årets Folkemøde, hvor sidstnævnte holdt afskedskoncerter med Fangekoret.
 Foto: Pelle Rink/Scanpix 2024

Den kendte og elskede leder af Fangekoret, Louise Adrian er gået bort i en alder af 59 år.

Det erfarer Se og Hør.

Den yderst populære korleder var dødeligt syg af kræft, og de seneste måneder har hun, hendes nærmeste og hendes mange fans vidst, at der var kort tid tilbage.

Så sent som i slutningen af juli lød det således på Fangekorets Facebook-side:

- Et kæmpestort tak til jer alle sammen, for de mange fine hilsener. Jeg tager en dag af gangen og morfinen hjælper på de værste smerter, samtidig med at børnene er gode til at hygge omkring mig.

Ifølge den dømte svindler Per Ulrich Karpf - der nu hedder Per Hansen - døde hun fredeligt

- I nat sov et af de smukkeste mennesker jeg nogle sinde har mødt ind. Louise Adrian sov stille ind i morges med ... sin mand ved sin side. Du vil blive savnet, skriver han på Facebook.

Louise Adrian fik konstateret brystkræft i 2022. Behandlingen mislykkedes, og i starten af juli måned i år oplyse hun, at kræften havde spredt sig, og man nu kun kunne yde smertelindring.

- Jeg er taknemlig for hver dag sammen med min mand og vores fem børn, der passer godt på mig, i takt med at jeg får det dårligere. Jeg er ved godt mod, og selvom det hele er meget trist, er jeg taknemlig for alt hvad livet har bragt, skrev hun dengang på Facebook.

Louise Adrian nåede at stå i spidsen for Fangekoret i over 30 år, og hun fik national anerkendelse for sin indsats og sin gode påvirkning af de indsatte, som hun var i kontakt med gennem sit arbejde med koret.

Det kulminerede på dette års Folkemøde, hvor en rørt Mette Frederiksen krammede hende.

Sponsoreret indhold