Fire kendte værter i spidsen for årets "Knæk Cancer"-show
LÆS OGSÅ: Petra Nagel bekræfter endnu en "Bachelorette"-tjans: Det er mit drømmejob
Igen i år vil talentfulde amatører og professionelle artister gå på scenen i den gode sags tjeneste, når hele Danmark i oktober samles om "Knæk Cancer – et show for sagen".
Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse, hvor det også afsløres, hvem der bliver vært i år:
Søs Egelind, Pelle Emil Hebsgaard, Peter Frödin og Petra Nagel.
Deres mission er at sammensætte et underholdningsshow fyldt med alt fra musik og komik til dans og akrobatik, lyder det.
- Sidste år fik vi skabt et anderledes Knæk Cancer-indsamlingsshow, der var håbefuldt, samlende og underholdende, og som blev taget rigtig godt imod. Derfor gentager vi "Knæk Cancer – et show for sagen", hvor vi igen sammen med værterne, de medvirkende og resten af Danmark kan starte samtaler om kræft og gøre vores for, at ingen skal føle sig alene med sygdommen, fortæller Peter Toldberg Gamborg, TV 2-redaktør for "Knæk Cancer - et show for sagen"
Ingen står alene
Indsamlingsshowet er et underholdningsshow i tre afsnit, hvor alle medvirkende har en helt særlig grund til at stille op.
- Jeg ser frem til at opleve såvel værterne som de modige optrædende, der stiller op for det vigtige formål. De er knalddygtige. Og deres personlige fortællinger om kræft viser, at kræft rammer hårdt, men også, at man ikke står alene med den smertefulde erfaring, siger Jesper Fisker, administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse.
Det er i år 13. gang, at TV 2 og Kræftens Bekæmpelse sammen sætter fokus på kræftsagen med Knæk Cancer.
Igen i år vil indsamlingen støtte udvalgte projekter inden for kræftforskning, forebyggelse af kræft og støtte til mennesker ramt af kræft.
På Detgårpengenetil.dk kan man se, hvilke projekter der får støtte af Knæk Cancer.
"Knæk Cancer – et show for sagen" kan ses på TV 2 Play og TV 2. De første to programmer bliver sendt søndag 13. oktober og lørdag 19. oktober. Liveprogrammet sendes direkte fra Royal Stage i Hillerød lørdag 26. oktober.