Janni Ree i nyt angreb: Karsten var voldsom, kold og kynisk
Janni og Karsten Rees liv i billeder
LÆS OGSÅ: I åben krig: Janni Ree politianmelder Karsten Ree
Janni Ree og Karsten Rees skilsmisse udvikler sig hurtigt, og den udvikler sig grimt. Således har begge parter i løbet af fredagen valgt at politianmelde hinanden med grove beskyldninger.
Og nu har Janni Ree altså også taget bladet fra munden i den populære podcast "Det vi taler om", hvor hun beskriver Karsten Ree som værende både manipulerende og voldsom.
Det påstår hun blandt andet, da værten Jonas Rathje spørger hende, hvorfor hun sendte et brev omkring skilsmissen, i stedet for bare at fortælle Karsten Ree om skilsmissen:
– Karsten er meget voldsom, så havde jeg sat mig ned og talt med ham om det, så var han blevet voldsom. På den måde kunne vi ikke kommunikere sammen, hævder Janni blandt andet.
Derudover påstår hun også, at hendes kommende eksmand er både kold, kynisk og konfliktsky.
Politianmelder hinanden
Skilsmissen har da også allerede udviklet sig grimt. Fredag er det således væltet frem med nyheder om, at parret enten har – eller er i færd med – at politianmelde hinanden på kryds og tværs.
Senest var det Janni Ree, som kunne fortælle, at hun har anmeldt Karsten Ree til politiet for "kriminelle handlinger". Hun vil dog ikke fortælle, præcist hvad hun anmelder ham for til offentligheden.
Derimod har Karsten Ree anmeldt sin kommende ekskone for afpresning, men det er altså ikke noget, der skræmmer Janni, fortæller hun i podcasten:
– Det kan jeg kun smile af. Det er jo, fordi de er bange for, at jeg skal være med i jeres program i dag. Han har begået kriminelle handlinger imod mig, og de er bange for, at jeg springer den her bombe, fortæller Janni Ree.
– Hvad er det for nogle kriminelle handlinger? Bliver Janni Ree spurgt af vært Jonas Rathje.
– Det får I at se. Det er meget voldsomt.
SE og HØR er bekendt med, hvilke straffeovertrædelser Janni taler om, og vi har også været i kontakt med Sune Aagaard, der er kommunikationsansvarlig i Ree-koncernen. Han oplyser, at de ingen kommentarer har til Janni Rees politianmeldelse.
Skal til psykolog
Janni Ree har tidligere givet udtryk for, at der var "en del oplevelser" i ægteskabet, som "ikke tåler dagens lys".
Hun har dog fortsat ikke ville røbe, hvad der præcis er tale om i forhold til "oplevelserne", og dette var også tilfældet, da hun medvirkede i "Det vi taler om" fredag.
Men hun lægger altså ikke skjul på i podcasten, at der er tale om "voldsomme oplevelser", hvilket hun understreger flere gange. Hun fortæller dog, at sandheden omkring de kriminelle handlinger nok skal komme frem på et tidspunkt.
– Jeg kan godt sige, at der er rigtig mange, der griner af deres politianmeldelse. De kæmper med næb og klør, men sandheden kommer frem. Det lover jeg.
Hun siger desuden afslutningsvist, at "oplevelserne" altså kommer til at kræve, at hun nu skal til psykolog i fremtiden og bearbejde ægteskabet.
– Jeg skal jo på en lang rejse nu med terapi og en psykolog, fortæller hun og tilføjer: Og det er selvfølgelig en hård rejse, jeg skal ud på. Det er jo ikke et almindeligt forhold, jeg skal ud af.
Kommunikationsansvarlige i Ree-koncernen Sune Aagaard oplyser til SE og HØR, at de ingen kommentarer har til beskyldningerne.