Telegram reagerer på stifters anholdelse: Han har intet at skjule
Beskedtjenesten Telegrams grundlægger Pavel Durov har intet at skjule, og det er absurd at holde en ejer ansvarlig for misbrug af platformen.
Sådan lyder det søndag i en erklæring fra Telegram, dagen efter at Durov blev anholdt i lufthavnen Le Bourget nord for Frankrigs hovedstad, Paris.
- Telegrams administrerende direktør Pavel Durov har intet at skjule og rejser ofte i Europa, skriver tjenesten ifølge Reuters.
- Det er absurd at påstå, at en platform eller dens ejer er ansvarlig for misbrug af den platform, lyder det videre.
Tv-stationerne TF1 TV og BFM TV berettede på baggrund af unavngivne kilder, om anholdelsen.
Søndag er hans tilbageholdelse blevet forlænget, oplyser en kilde tæt på efterforskningen til AFP. Perioden for denne tilbageholdelse kan vare i op til højst 96 timer - fire dage - ifølge nyhedsbureauet.
Når denne slutter, kan en dommer vælge af løslade ham eller tiltale ham og tilbageholde ham yderligere.
Telegram bliver særligt brugt i Rusland, Ukraine og de tidligere sovjetrepublikker. Det regnes for at være et af verdens største sociale medier efter Facebook, YouTube, WhatsApp, Instagram, TikTok og Wechat.
Det er Telegrams mål at nå en milliard brugere i løbet af det næste år.
Begge tv-stationer har berettet, at efterforskningen handler om, at beskedtjenesten angiveligt mangler moderatorer.
Det mistænkes, at selskabet på den måde er medskyldigt i blandt andet narkotikahandel og bedrageri, fordi kommunikationen om den ulovlige aktivitet får lov til at gå under radaren på tjenesten.
Pavel Durov forlod Rusland i 2015, efter at han nægtede at efterleve regeringens krav til ham.
Regeringen ville have, at han skulle lukke ned for fællesskaber med tilknytning til oppositionen på hans daværende sociale medie VK, som han siden har solgt.
Ifølge TF1 ankom Durov til lufthavnen i Paris i sit eget privatfly direkte fra Aserbajdsjan, og han blev anholdt lørdag omkring klokken 20.
- Telegram holder sig til EU-love, herunder Digital Services Act (DSA, red.). Dets moderation befinder sig inden for industristandarder og forbedres konstant, skriver Telegram.
På dansk kaldes DSA "Loven for Digitale Tjenester". Den kræver for eksempel, at platforme er forpligtet til at fjerne ulovligt indhold så hurtigt som muligt eller fjerne adgangen til det.
- Vi afventer en hurtig løsning af denne situation. Telegram er med jer alle, lyder det fra beskedtjenesten.
Det franske indenrigsministerium, politi og anklagemyndigheden i Paris har over for Reuters ingen kommentarer til sagen.