Anders Jonssen blev gift ved første blik – og det gør han aldrig igen
LÆS OGSÅ: I aften sker det: "Gift ved første blik" skriver historie
Anders Jonssen har en lille rolle i sæson 10 af ”Gift ved første blik”, hvor han i andet afsnit vier Lars og Lone.
Han er dog ikke interesseret i selv at prøve lykken i programmet igen, understreger han over for SE og HØR.
– Det er så voldsom en oplevelse, som kræver virkelig meget af en, og det er også en oplevelse, hvor jeg lærte rigtig meget om mig selv og den måde, jeg dater på og den måde, jeg er på. Og den del har jeg ligesom fået med mig og vil bruge videre i mit liv.
– Og jeg tror bare, det er noget, man giver sig hen til én gang. Det tror jeg ikke, man gør to gange.
I sæson otte af ”Gift ved første blik” blev Anders Jonssen matchet med Sebastian Søvsø, hvilket ikke holdt. I dag er han helt og aldeles single.
– Jeg har ikke noget kærlighedsliv overhovedet. Så du må gerne lave en lille boks og lige sige ”skriv til Anders”.
– Jeg leder efter en lige dele sjov og udadvendt og stabil og rolig og følsom fyr, som gerne vil have en masse oplevelser og bare have det rigtig dejligt. Tosomheden.
Typemæssigt er Anders meget åben, men der er også grænser for, hvor anderledes hans udkårne må være. Han skal helst bo i nærheden. Til gengæld er det ligegyldigt, om han har de samme interesser, så længe han vil de samme ting i livet.
– Jeg tror, jeg får svært ved at være sammen med en landmand, for jeg er ret glad for at bo på Frederiksberg. Det er også det, der er, når man er blevet 37: Jeg er jo etableret, jeg har fundet det job, jeg gerne vil være i, jeg har et sted at bo. Så jeg er ikke åben for at blive etableret i Struer eller Hamborg. Jeg vil bare gerne være her på Frederiksberg og blive her. Så det er klart, at jeg gerne vil finde en, som også vil være i i hvert fald nogenlunde afstand herfra.
– Typemæssigt tror jeg, jeg er ret åben. Jeg tror ikke på, man behøver at have alt til fælles her i verden. Jeg tror, man skal have nogle fælles værdier og fælles ståsteder, og så har jeg lært af ”Gift ved første blik”, hvad det er, der betyder noget for mig. Hvad der er trygt og godt for mig, og hvad der er utrygt for mig.
– Så derfor ved jeg, at jeg har brug for en type, som taler åbent om tingene og fortæller, hvordan HAN har det. Det er sådan noget, der er ekstremt vigtigt, for at jeg bliver glad i en relation. Så det er langt vigtigere for mig, end om han har mørkt eller lyserødt hår.
For Anders bliver der dog længere og længere mellem dates, og han erkender, at han ikke selv får opsøgt mulighederne.
– Jeg er håbløs til datingapps, så jeg skal stole på, at der er nogen, der skriver til mig aktivt på Instagram eller nogen, der sætter mig op med nogen. Jeg HAR datingapps, men så bladrer jeg måske i dem hver 14. dag, så hvis nogen har skrevet, svarer jeg først tilbage 14 dage efter.
– Så det er jeg ret dårlig til. Og når jeg så endelig har en god dag i forhold til det, så – og det lærte jeg af Gert Martin Hald – er det bare med at fortælle og finde ud af de ting, der virkelig er dealbreakers for mig. Så jeg spørger ret hurtigt: Hvad drømmer du om i en fyr, og hvad er dine dealbreakers? Og hvis man allerede der kan mærke, at det går jo ikke, så kan man sige ”det harmonerer ikke med mig”.
Udover Struer er Anders’ dealbreaker, hvis du er en indelukket, indesluttet fyr, som har svært ved at komme ud over rampen, siger han.
– Eller hvis det er en, der går i byen og fester hver weekend. Det er jeg helt færdig med.
Hvad med en, der har børn?
– Nej, det er ikke nogen dealbreaker overhovedet. Jeg er totalt åben over for det, og også fleksibel med, om jeg selv ønsker børn. Det kommer an på, hvem jeg ender sammen med, og hvad vi bliver enige om.