Flere politikere revser kongehuset: – De er alt for lukkede

LÆS OGSÅ: Huller i den kongelige gaveliste vækker undren
Kongehuset udgav onsdag den gaveliste, som det tidligere på året lovede ville med til at skinne mere lys på, hvad den kongelige familie modtager.
Der var dog et lille men; gaver af "privat karakter" medregnes ikke på listen.
Derudover er der også flere ting, som eksempelvis billetter til arrangementer, som ikke fremgår af listen.
Begge disse ting har tidligere på dagen fået stor kritik fra antikorruptions organisationen Transparency International, som mener, at listen ikke gav "fuldkommen gennemsigtighed".
Og nu blander Enhedslisten-profilen, folketingsmedlemmet Rosa Lund, sig altså også i debatten. Hun mener nemlig heller ikke, at kongehuset har udvist den nødvendige gennemsigtighed med gavelisten.

Det fortæller hun til SE og HØR:
– Kongehuset er den øverste institution i grundloven. Det glemmer man tit, men det har enormt meget magt. Derfor bør der være gennemsigtighed om kongehusets gaver, så befolkningen kan se det.
Men det er ikke kun Enhedslisten, som er enige med Transparency International. Det er Alternativet også.
Det fortæller demokratiordfører i partiet, Christina Olumeko, til SE og HØR:
– Kongehuset er alt for lukket omkring, hvilke gaver det modtager. Det gælder også gratis billetter til kultur- og sportsbegivenheder og private gaver, siger hun og fortsætter:
– Vi skal kunne have fuld tiltro til kongehusets arbejde. Det er magtfulde mennesker, og derfor er gennemsigtighed vigtigt.
Magtfulde venner
En af grundende til, at både organisationer og politikere studser over, at "private gaver" fra "venner" ikke figurerer på gavelisten, er formentlig, at kongefamilien har en række magtfulde venner, som ejer diverse virksomheder.
Blandt andet har den royale familie forbindelser til både Mærsk og Kirk familierne, som står bag henholdsvis Mærsk A/S og Lego.
Derudover kender kongeparret også Jeppe og Birgitte Handwerk ganske godt, som ejer virksomheden Copenhagen Medical sammen, som var meget aktive under coronapandemien.
Derudover har kong Frederik og dronning Mary også krydset veje flere gang med milliardæren Anders Holch Povlsen og hans kone, som ejer Bestseller-koncernen. Blandt andet deltog regentparret i Holch Povlsens bryllup.
Indisk silke og Magrethe-buste
Nogle af kongehusets gaver blev dog trods alt afsløret på gavelisten.
Her fremgik det blandt andet, at dronning Margrethe havde fået en buste af en borger. SE og HØR kunne dog erfare, at denne borger altså var den sprælske iværksætter og tv-kendis Jim Lyngvild.
Derudover fremgik det af listen, at kongeparret blandt andet har modtaget et slips af indisk silke, to lysestager og et sjal i anledningen af den indiske ambassadørs besøg i Danmark.
Derudover har kronprins Christian modtaget syv bøger om Danmark under besættelsen fra en unavngiven borger.
Prinsesse Benedikte har desuden fået dele af "julestellet" fra Royal Copenhagen i forbindelse med sin 80-års-fødselsdag fra Regeringen og Folketinget.
SE og HØR har forholdt Kongehusets kommunikationsafdeling for Rosa Lunds kritik, men de er endnu ikke vendt tilbage på vores henvendelse.