Jannis ting er fundet: Mangler stadigvæk nogle ting
Sidste uge blev Janni Rees ting pakket og fjernet fra Strandvejsvillaen, der har dannet rammerne om Jannis hjem de seneste 11 år.
Det kom derfor også som et chok for den tidligere forsidefrue, da hun modtog en besked fra Sune Aagaard, der er kommunikationsrådgiver for Ree-imperiet om, at hendes ting var blevet pakket sammen og ført væk fra palæet.
Men nu har Janni Ree fået adgang til sine ting igen, det fortæller hun til SE og HØR.
- Jeg har været ude at se tingene i dag. Der var flere af mine ting, men der er også nogle ting, der mangler, fortæller hun og fortsætter:
- Jeg skal lige danne mig et overblik. Pelsen var der dog!
Meld til politiet
Med flytningen er der sat et endeligt punktum på knap 11 års forhold og ni års ægteskab. Et ægteskab, der er endt i en blodig skilsmissekrig, hvor begge parter har meldt den anden til politiet.
Karsten har politianmeldt Janni Ree for afpresning, og Janni Ree har politianmeldt Karsten for psykisk, fysisk og økonomisk vold.
- Jeg har anmeldt ham for fysisk vold, psykisk vold og økonomisk vold. Jeg har et professionelt team bag mig, som selv har oplevet noget lignende.
SE og HØR har set dokumentation på politianmeldelsen, der er indgivet mod Karsten Ree. SE og HØR har tidligere konfronteret Ree-familien med Janni Rees anklager om blandt andet vold. Her svarer Sune Aagaard, der er kommunikationsansvarlig i Ree-koncernen, at familien ikke har nogen kommentarer.