Lær dem at kende: Her er "Vild med dans"-parrene
Lige om lidt åbner TV2 endnu engang for en ny sæson af det populære program "Vild med dans".
Her skal, traditionen tro, ti par kæmpe om at blive Danmarks modigste dansere.
Og hvis man har glædet sig til at se, hvem de ti par er - så kan man nu glæde sig over, at spændingen forløses.
Fredag morgen har TV 2 nemlig afsløret de ti par, som skal kæmpe om titlen denne sæson.
I forhold til de ti nydansere, som sædvanligvis er kendte mennesker, er der tale om et godt miks af både sportsfolk, skuespillere, tv-kendisser, influencere og kulturpersoner.
Et bredt spektrum
I år er der hele tre værter, som i år skal give den som nydansere. Det er blandt andet Kamal Hassen, der er kendt som podcastvært på P3, Rasmus Staghøj, der er kendt for sin dækning af cykelsport, samt den kendte tv-vært Sara Lygum, der er kendt fra TV2-programmet "3 X Beliggenhed".
Herudover skal den 19-årige Anna Munch, der er kendt for at være både influencer og skuespiller, også gøre forsøget om at vidne titlen.
I kategorien tv-kendisser kan man glæde sig til at se Rachel Ellebye, der blev kendt fra TV2's egen successerie "Årgang 0", ligesom man også kan se frem til at se reality-deltageren, Philip May, svinge sig rundt på dansegulvet.
Og hvis vi bliver i sportens verden, så er der altså også blevet plads til en sportsudøver på nydanser-holdet. Her er der tale om Victor Gairy Assmul, som dyrker kajakroning.
Der har også sneget sig to skuespillere med. En af dem er May Lifsschitz, som blandt andet har spillet med i flere serier. Derudover er hun også den første transkønnede deltager i "Vild med dans". Udover hende deltager Morten Hemmingsen også som nydanser - Han er særlig kendt for sin rolle i "Badehotellet", der minsandten også vises på TV2.
Rosinen i pølseenden er Dot Wessman, som er en kulturpersonlighed herhjemme. Hun er bakkesangerinden på Bakkens Hvile, ligesom hun også ejer og driver flere forlystelser på Bakken. Derudover er hun også kendt som kone til politikeren Morten Messerschmidt, der er formand for Dansk Folkeparti.
De professionelle
Selvom det for nylig stod klart, at "Vild med dans"-veteranen Karina Frimodt var blevet fravalgt til årets program som professionel danser, så er der altså stadig en lang række gengangere.
Der er blandt andet tale om Eugen Miu, Mie Moltke, Camilla Dalsgaard, Asta Björk, Malene Østergaard og Damian Czarnecki.
Derudover er Mads Vad og Mille Funk også tilbage blandt de professionelle dansere. De har ellers været ude i et par sæsoner.
Derudover debuterer den professionelle danser, Nikolaj Lund, også i programmet i år. Han er 35 år og har 30 års erfaring indenfor dansens verden. Udover at danse, så kan den han også spille musik, og han har blandt andet turneret Danmark rundt som DJ under navnet NILU.
TV2 har dog endnu ikke løftet sløret for, hvem der kommer til at sidde i årets dommerpanel, hvor der efterhånden har været lagt op til flere udskiftninger. Her må vi vente lidt, før spændingen kan forløses.
Sådan ser parrene ud
Anna Munch og Eugen Miu
Rachel Ellebye og Thomas Evers Poulsen
Victor Gairy Aasmul og Mille Funk
Kamal Hassan og Mie Martha Moltke
May Lifschitz og Mads Vad
Philip May og Camilla Dalsgaard
Rasmus Staghøj og Asta Björk
Morten Hemmingsen og Malene Østergaard
Sara Lygum og Damian Czarnecki
Dot Wessman og Nikolaj Lund