Vilde anklager i Løkkes parti: Klapper i på stribe
Lige nu ruller en skandale i Lars Løkke Rasmussens parti, Moderaterne, endnu engang.
Denne gang drejer det sig om, at flere nuværende og tidligere medarbejdere i partiets sekretariat påstår, at der er en "tyrannisk" og "sexistisk" kultur i sekretariatet. Det kunne B.T berette om fredag.
Her hævede en medarbejder blandt andet, at den nyudnævnte digitaliseringsminister og tidligere politiske chef i Moderaterne, Caroline Stage Olsen, skulle være en af de ledere, som havde "faciliteret" netop denne kultur.
Men det lader til, at mundkurven nu er kommet på i Løkkes parti. Der er nemlig flere ledende figurer i partiet, som ikke selv forholder sig direkte til kritikken, men i stedet sender lorten videre.
Klapper i
SE og HØR har således forsøgt at få en kommentar fra den nye digitaliseringsminister, Caroline Stage Olsen. Men digitaliseringsministeriet henviser blot til Moderaternes pressetjeneste.
Det samme gør udenrigsministeriet, da SE og HØR forsøger at få en kommentar fra udenrigsminister og politisk leder i Moderaterne, Lars Løkke. Det er nemlig "moderat"-Lars og ikke udenrigsminister-Lars, som udtaler sig om denne sag.
Ikke desto mindre lader det dog til, at hverken den ene eller den anden Lars Løkke vil udtale sig om sagen.
Når man beder Moderaternes pressetjeneste om en kommentar, lyder svaret nemlig, at de endnu ikke har nogen kommentarer, udover den som Kirsten Munch gav B.T i går.
Det går anklagerne på
Anklagerne, som flere af partiets nuværende og forrige medarbejdere af Moderaterne hævder i B.T, går blandt andet på, at der skulle herske en "tyrannisk" og "sexistisk" kultur i partiets sekretariat.
Blandt andet påstår flere medarbejdere, at der bliver talt "nedladende om kvindelige medarbejdere", ligesom ledende figurer også bagtaler andre medarbejdere åbent.
Derfor skulle flere medarbejdere også have sendt en indberetning til Arbejdstilsynet, som beskriver kulturen, og dem, som her med til at facilitere den.
Her er blandt andet navngivet partisekretæren Kirsten Munch Andersen, minister og tidligere politiske chef i Moderaterne, Caroline Stage Olsen, samt pressechefen Ulla Østergaard.
Derudover drejer klagen sig også om en unavngiven ledende figur i partiet.
Hun udtalte således, at hun ikke har kendskab til nogen indberetning til Arbejdstilsynet, men at hun står til rådighed overfor medarbejdere, der "ønsker dialog". Derudover henviser hun til Moderaternes adfærdskodeks, som "alle medarbejdere burde kende".
Ekstra Bladet har desuden forsøgt partiets politiske ordfører, Monika Rubin. Hun vil heller ikke selv svare, men henviser ikke til moderaternes pressechef. Hun henviser til partisekretæren Kirsten Munch Andersen.
SE og HØR har også forsøgt at få flere af partiets folketingsmedlemmer eller hovedbestyrelsesmedlemmer i tale. Men dem, der svarer, henviser - overraskende nok - også til Moderaternes pressetjeneste, mens flere slet ikke er vendt tilbage.
SE og HØR har desuden forsøgt at få en kommentar fra Moderaternes gruppeformand, Henrik Frandsen, kommunikationschefen, Ulla Østergaard og partisekretæren, Kirsten Munch Andersen, som heller ikke er vendt tilbage.
Vil have en undersøgelse
Der er dog et par medlemmer af Moderaterne, herunder folketingsmedlemmet Karin Liltorp og storkredsformanden på Bornholm, Tor Madsen, som har taget bladet fra munden.
Og de er begge ude og argumentere for, at partiet igangsætter en eller anden form for undersøgelse af de ting, som eventuelt foregår i partiets sekretariat.
- Hvis det er, som det er beskrevet, så er det jo ikke noget, vi skal klare internt. Så er det jo en advokatundersøgelse, som jeg ser det, siger Tor Madsen eksempelvis til B.T
- Desværre genkender jeg, at medarbejderne ikke har det særligt godt, siger Karin Liltorp desuden til TV2, samtidig med at hun opfordrer til en undersøgelse.
I går aftes oplyste en kilde med indgående kendskab til partiet til SE og HØR, at der ville blive igangsat undersøgelser. Dette er dog ikke blevet bekræftet endnu.
"Vil smadre vores parti"
Det er dog ikke kun Karin Liltorp og Tor Madsen, der har reageret på situationen.
Det har folketingsmedlemmet fra Moderaterne og medlem af præsidiet, Jeppe Søe, også.
Ifølge B.T skulle han således have sendt mail til flere medlemmer af partiet, herunder hovedbestyrelsen. Her skulle han blandt andet have skrevet følgende:
'Klagen har direkte navngivet store dele af ledelsen, hvor de fleste anklages for direkte uansvarlige handlinger. Disse er altså alle navngivet i klagen. Alene det, som jeg har set beviser på, vil smadre vores parti – også qva vores historik som en sexistisk klovnebus. Og det er åbenbart præcist det, vi er! Og der påstås at være meget mere. Alvorliggjort yderligere af nogens passivitet overfor det. Også i ft-gruppen (folketingsgruppen, red.).'
Jeppe Søe har bekræftet, at han har sendt en mail, som er blevet lækket, overfor Ekstra Bladet, ligesom han oplyser til mediet, at han forventer, at der vil blive handlet på det.
SE og HØR arbejder slev på en kommentar fra Jeppe Søe.
Intet med politikerne at gøre
Den kilde, som SE og HØR fredag talte med, som har indgående kendskab til partiet, oplyser desuden, at det formentlig er meget få af partiets politikere, som skulle have kendskab til eventuelle problemer i sekretariatet.
Det skyldes, at politikerne generelt er meget adskilt fra sekratariatet, hvor den problematiske kultur skulle have fundet sted, forklarer kilden.
Der nævnes blandt andet, at udenrigsminister og politisk leder, Lars Løkke, dagligt bruger tiden i udenrigsministeriet, mens andre ledende skikkelser som gruppeformand Henrik Frandsen og Præsidie-medlemmet Jeppe Søe slet ikke sidder på samme gang som sekretariatet.
Kilden fremhæver desuden, at også de almene folketingsmedlemmer spenderer det meste af deres tid udenfor Christiansborgs mure, og derfor heller ikke er klistret op af sekretariatet.
Dog skal det bemærkes at flere politiske kommentatorer lørdag er ude i medierne og pointere, at det er Lars Løkke, som er øverste chef for Moderaterne, og derfor er det i sidste ende også hans ansvar, at biksen kører.