"Robinson"-søskende afslører: Nicolajs kamp mod kræften

LÆS OGSÅ: Ginna Bennet indrømmer fortid: Jeg har danset lidt rundt om loven

Camilla Schrøder og Nicolaj Schrøder er søskende og begge med i årets "Robinson Ekspeditionen", hvor de konkurrer mod hinanden og håber på at tvære den anden ud.

Derudover får seerne også at vide, at de bestemt ikke er blevet valgt ud, fordi de er bror og søster, men fordi de hver især har gjort sig fortjent til en plads på den øde ø i Malaysia.

Hvad man dog ikke ser på tv er, at søskendeparrets barndom ikke var helt almindelig.

Da Nicolaj var fire og et halvt til syv og et halvt år, havde han akut lymfatisk leukæmi – blodkræft.

En sygdom, som betød, at en af hans forældre skiftevis var enten hos ham på hospitalet, hvor han fik kemobehandling, mens den anden var sammen med storesøster Camilla.

– Jeg kom hjem nogle gange. Det kom an på, hvor jeg var henne i min sygdom. Det var slemt. Jeg mistede håret og sad i rullestol. Der er traumer i den forstand. Ikke psykisk, men vi ved ikke i dag, hvordan min krop har taget skade af den kemo, jeg har fået i en meget tidlig alder, siger Nicolaj og understreger:

– Det er ikke noget, jeg mærker noget til i dag.

Stort ansvar

I tre år af Nicolaj Schrøders barndom var kræften dog altoverskyggende, men mest af alt for familien, mener han. For Nicolaj selv er det noget, han har gennemlevet engang.

– Det var en stor periode af mit liv dengang. Heldigvis var det, da jeg var helt lille. Kræft er jo de pårørendes sygdom, så et eller andet sted var det nok mere min søster og min familie, det gik ud over. Noget, som de stadig snakker om den dag i dag, hvor jeg er sådan lidt: Det er selvfølgelig en periode af mit liv, jeg anerkender og er stolt af, at jeg er kommet igennem, men det er også begyndt efterhånden – efter 20 år – at blive mere et minde end en oplevelse.

– Jeg kan huske meget, det kan jeg virkelig. Og jeg får tit spørgsmål om, hvordan det har haft en indflydelse på, hvem jeg er. Det er ikke til at sige, for jeg var så ung, så selv om jeg kan huske det, så ved jeg ikke, hvordan det har formet mig. Men jeg vidste meget tidligt, hvad døden var. Jeg fik at vide, at det her kunne slå mig ihjel, og jeg var fire-fem år gammel, da jeg fik forklaret, at jeg skulle tage mig sammen. Det er allerede et stort ansvar helt fra barnsben at få at vide, at der er de her konsekvenser, og at være bange for noget, som man slet ikke burde koncentrere sig om i den alder. Der burde man jo gå i børnehave og bare hygge sig.

– Så på den måde har det nok haft en indflydelse på mig. Og så nyder jeg bare livet fuldt ud.

En bombe i familien

I dag er Nicolaj helt rask, og han og Camilla er i tvivl om, hvor meget den periode har haft at sige, i forhold til hvor tæt et bånd de to har i dag. Den effekt tillægger de mere, at de begge har dyrket brydning og MMA.

– Vi har et stærkt forhold i dag på bagkant af, at vi har tilbragt så meget tid sammen efter min sygdom. Vi har et rigtig godt forhold.

Camilla Schrøder stemmer i:

– Det er ikke sådan, at jeg kan pinpointe: Det her har det gjort (Nicolajs sygdomsforløb, red.). Men jeg tror helt bestemt, at det har gjort os tættere.

Hun fortæller også, at endnu en bombe ramte familien, da Nicolaj endelig var kræftfri.

– Når man som barn får så slem en kræftform, så går der fem år, fra man stopper på kemo, til man bliver erklæret rask, og da Nikolaj bliver erklæret rask om tirsdagen, får vi at vide i samme uge, at min far har fået kræft.

Camilla og Nicolajs far havde hodgkins lymfom – lymfekræft – og var gennem et kortere forløb. I dag er han rask og har det godt.

– Vi er teenagere, da vi får at vide, at min far har kræft, og det tror jeg også har gjort os tættere, at vi har skullet igennem det. Derudover har Nicolaj og jeg brydet sammen – i otte år har det været vores liv: Tre-fire gange brydetræninger om ugen og en udlandsrejse om måneden. Så vi har bare haft et tæt forhold altid.